Inspiration til folket

Socialrådgiveren nr. 15, 10. september 2008

Erfaringerne med og holdningerne til, hvad der skaber en attraktiv arbejdsplads, skal tjene til inspiration for andre socialrådgivere og ledere i landets børne-familieafdelinger. Derfor er der udarbejdet et såkaldt “inspirationskatalog”.

Af Tina Juul Rasmussen

På den attraktive arbejdsplads er medarbejdere og ledere enige om, at lederen først og fremmest gør det tydeligt, hvordan arbejdet hænger sammen ved hjælp af faglige mål og værdier.

Det er et af de overordnede pejlemærker for, hvad der skaber en god arbejdsplads, viser projekt Den Attraktive Arbejdsplads. Men der er mange flere. Og de er samlet i et inspirationskatalog, som tager afsæt i de værdier og erfaringer, både ledere og medarbejdere i 12 projektkommuner har delt ud af i interviews og spørgeskemaer.

Et andet er anerkendelse og lyder:

“Som sagsbehandler er det vigtigt at føle, at man har indflydelse på sit arbejde, og at man bliver anerkendt for det. Anerkendelsen får sagsbehandlerne til at føle, at deres arbejde skaber en værdi – at de selv gøre en forskel!”

Faglighed fylder også godt i landskabet:

“Fagligheden skal være i højsædet, og man er glad for, at der tages skridt til at udvikle den. Faglighed knyttes bl.a. til, om man kan imødekomme borgeren”.

Sådan kommer I i gang!
Hvordan kan I starte dialogen om den attraktive arbejdsplads i netop din børne- og familieafdeling? Hvordan kan I få glæde af andre kommuners ideer og erfaringer med, hvad der skaber attraktive arbejdspladser for sagsbehandlerne?

Det har DS og KL givet et bud på i en såkaldt procesguide.

Guiden rummer forslag til, hvordan ledere og medarbejdere sammen kan tilrettelægge en proces, der sætter fokus på arbejdspladsen i dag og på, hvordan den kan blive endnu bedre.