En dansk araber i aktion

Socialrådgiveren nr. 10, 21. maj 2008

Nadia Yahyas bruger bevidst kombinationen af sin faglighed som socialrådgiver og sin palæstinensiske baggrund i arbejdet med etniske minoritetsfamilier. “Min forståelse af kulturen, traditionen og normerne gør, at familierne er trygge ved mig og derfor mere samarbejdsvillige”, siger hun.

Af Birgit Brunsted, journalist

- Normalt er familieproblemer tabubelagte i indvandrerfamilier, men de åbner sig hurtigt over for mig og giver udtryk for, at det er en lettelse at tale direkte med mig. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at familierne ofte ikke kan tale dansk, og når de får mig, kan vi springe tolken over, siger Nadia Yahya, 28 år.

Hun blev uddannet socialrådgiver i 2004 og har siden arbejdet i Københavns Kommunes Handicapcenter. Ved siden af er Nadia Yahya nyuddannet samordner og med i et forsøgsprojekt om familierådslagning som tilbud til etniske minoritetsfamilier. Her havde Nadia Yahya sin første rådslagning med en arabisk familie i januar som føl, men nu har hun overtaget familien og har selv netop holdt det tredje, opfølgende møde.

- Familierne føler sig trygge ved mig. Jeg tror, at de kan identificere sig med mig i kraft af, at vi har en fælles kulturel baggrund og ofte et fælles sprog. Det er med til at skabe den tillid i relationen, som er en forudsætning i det sociale arbejde, siger Nadia Yahya.

Hendes forældre kom til Danmark i 1970’erne og har hele tiden været i arbejde. Nadia er den ældste pige af seks søskende og har dermed været murbrækker ud i det danske samfund for sine to yngre søstre. Hun understreger, at hun opfatter sig selv som to-kulturel, og hun bruger det aktivt sammen med sin faglighed:

- Der er meget dansk i mig. Jeg er vokset op i det danske samfund, har danske medstuderende og danske bekendte. Men jeg har også en arabisk kultur med mig i kraft af at være født i en familie med palæstinensiske rødder.

Forstår ikke det sociale system
For Nadia Yahya ligger den største forskel på familierådslagning i etnisk danske familier og etniske minoritetsfamilier i sproget og begrebsforståelsen. På arabisk har man f.eks. ikke en direkte oversættelse af begreber som “familierådslagning” og “samordner”. Derfor bruger hun tid på at forklare familierne om metodens idégrundlag og begreber.

- Naturligvis skal etnisk danske familier også orienteres om metoden, men de har en vis forståelse af systemet, lovgivningen og de opgaver, de professionelle har i den sammenhæng. Men etniske minoritetsfamilier har ofte et helt andet forhold til det offentlige system. De mangler forståelse for, hvordan systemet fungerer, og hvilke opgaver og kompetencer de forskellige fagpersoner har. For eksempel kan de have svært ved at forstå, at jeg som samordner er en neutral person, der nok er udsendt af kommunen, men ikke ansat i kommunen, og derfor hverken har nogen beslutningskompetence eller kendskab til familiens sociale sag, siger Nadia Yahya.

Samtidig oplever hun, at de etniske minoritetsfamilier kan være enormt autoritetstro over for de sociale myndigheder og ikke kender deres rettigheder som forældre:

- Der florerer for eksempel en myte om, at myndighederne tvangsfjerner børn for et godt ord. De kan have været vant til, at myndighederne har taget beslutningerne for dem. Kombinationen af autoritetstro og manglende viden om deres rettigheder resulterer i, at forældrene bliver passiviserede, somme tider i mange år, og myndighederne vil ofte tolke den passivitet som manglende engagement og samarbejdsvilje, siger Nadia Yahya. Hun bliver derfor mødt med en vis skepsis, når hun præsenterer metoden i familierådslagning, hvor det netop drejer sig om at inddrage familien, så de kan tage ansvar for deres eget liv.

- De kan ikke se ideen med, at netværket pludselig skal komme med løsningsforslag, som skal danne grundlaget for det videre arbejde med barnet eller den unge, siger Nadia Yahya.

Ikke desto mener mindre mener Nadia Yahya, at familierådslagning er svaret for disse familier.

- Det ligger dybt i dem, at man løser problemer inden for familien, og det er en kæmpe ressource, vi skal udnytte. Man snakker jo meget om at anerkende andre menneskers ressourcer, man er gået fra at fratage folk ansvar for eget liv til at give dem det tilbage. Det er ikke længere sagsbehandleren, der ved bedst.

Lever et dobbeltliv
Da Nadia Yahya arbejdede i Københavns Kommune, begyndte hun som vikar på Bostedet Kastaniehuset, et opholdssted for piger på 14-18 år med anden etnisk baggrund end dansk. Pigerne har problemer med at bo sammen med deres familier, og mange er frivilligt anbragt, men nogle også tvangsanbragt, hvis der er begrundet frygt for, at pigen kan være truet på livet.

- Pigerne har typisk forladt hjemmet, og det har bragt stor skam over familien. For nogle familier er den eneste løsning at dræbe pigen, som vi har set eksempler på i Danmark og Sverige, siger Nadia Yahya.

De fleste piger i Kastaniehuset er ikke er født og opvokset i Danmark, og størstedelen kommer fra flygtningefamilier, hvor forældrene ofte er traumatiserede. Ifølge Nadia Yahya skaber det problemer, fordi pigerne og deres forældre ikke har opbygget en strategi til at håndtere de konflikter, som opstår i kølvandet på mødet med det nye land og dets kultur. Og her føler Nadia Yahya, at kombinationen af hendes faglighed og to-kulturelle baggrund virkelig kommer i spil, især i arbejdet med pigerne, men også over for kollegerne:

- Socialarbejdere møder jo kun de dårligt fungerende og socialt belastede indvandrere, og så møder de en som mig, der er højtuddannet og taler det danske sprog flydende. Mine kollegaer bruger mig som sparringspartner, for jeg kan bidrage med oplysninger, som er enormt vigtige, måske noget en etnisk familie undlader at fortælle, fordi de ikke tror, det er vigtigt eller interessant, fortæller Nadia Yahya.

Men hun kan også sagtens identificere sig med de unge pigers kamp for at finde fodfæste mellem to kulturer. Nadia Yahya har selv prøvet at lyve for at komme ud hjemmefra og har også nogle gange levet et dobbeltliv.

- Problemet i min familie var, at jeg havde to ældre brødre, som måtte stort set alt, og så kom jeg. De kaldte mig oprørsk i teenageårene. Det var hårdt, men har været betydeligt lettere for mine yngre søstre. Det kan jeg genkende i Kastaniehuset. Når man lever et dobbeltliv, er det typisk, fordi der ikke er plads til forhandling i familien. På den ene side ønsker de at bevare tilknytningen til familien, og på den anden side ønsker de at være en del af det omgivende danske samfund, og her bliver dobbeltlivet en løsning på den kulturelle splittelse, de oplever. Men det er en enorm belastning for den unge at opretholde facaden, især i teenageårene, hvor man i forvejen bakser med sin identitetsdannelse, siger Nadia Yahya, som taler med både forældrene og pigerne om den kulturelle splittelse.

- Jeg prøver at forklare pigerne, hvordan verden ser ud fra forældrenes synsvinkel, og at forældre selvfølgelig elsker dem, men at de kommer fra et andet sted og handler ud fra, hvad de mener, er bedst for deres børn. Det er meget vigtigt, at pigerne får det bekræftet, for de har ofte en opfattelse af, at de er uelskede. Men jeg forklarer også forældrene, hvordan verden ser ud fra pigens synsvinkel. Det er typisk noget, forældrene ikke kender til. I etniske minoritetsfamilier kan der være en kæmpe mangel på kommunikation i familien – de taler ikke sammen, siger Nadia Yahya.

Alt er en kamp
I Kastaniehuset arbejder man især med pigernes personlige udvikling, lærer dem at gebærde sig i det danske samfund og indøver de daglige rutiner med at stå op, spise morgenmad, skole, snakke om, hvordan det er gået i skolen, lave aftensmad, gøre rent osv.

Pigerne har ofte dårlige skolekundskaber, især hvis de ikke er født og opvokset i Danmark. De færreste får en uddannelse, og mange af dem skal først på sprogskole, før de kan tage 9. og 10. klasse.

- Der er en lang vej, og alt er en kamp for dem. De ser jævnaldrende, der er ved at afslutte gymnasiet, og de sidder og bakser med en 9. klasse, som de ikke kan gennemføre. Men det er en dejlig oplevelse, når det går dem godt. Jeg elsker det arbejde, siger Nadia Yahya.