DS satser på forlig
Socialrådgiveren nr. 2, 23. januar 2008
Selv om alt peger i retning af konflikt, arbejder DS fortsat for et overenskomstforlig. Hvis en konflikt bliver aktuel, vil ca. 1000 socialrådgivere blive udpeget til at strejke.
Af Susan Paulsen
Overenskomstforhandlingerne er godt i gang, og mange analyser peger på, at det fortsat er sandsynligt, at forhandlingerne i løbet af foråret ender med en storkonflikt. Det er de offentligt ansattes massive krav om højere løn, som kan få overenskomstforhandlingerne til at bryde sammen.
Formand i Dansk Socialrådgiverforening (DS) Henning Breinholt, vil dog hellere bruge kræfterne på at finde den landingsbane, der kan bane vej for et forlig, frem for at tale om sandsynligheden for en storkonflikt. Han understreger dog, at der ikke skal herske tvivl om, at DS står fast på kravet om højere løn.
- Socialrådgivere skal have mere i løn, fordi de er uundværlige for kommunerne og velfærdssamfundet i det hele taget. Og en god løn er et væsentligt parameter på en god arbejdsplads. På sigt har vi brug for en langtidsholdbar lønreform, der skal resultere i en tidssvarende lønindplacering af de offentligt ansatte.
Ingen ekstra penge
Forventningerne om markante lønstigninger er ikke blevet mindre af, at nogle folketingspolitikere har givet udtryk for, at der skulle sættes ekstra penge af til lønforbedringer til offentligt ansatte – eller i hvert fald til nogle offentligt ansatte. For at komme forventningerne i forkøbet blev regeringen, KL og Danske Regioner umiddelbart før jul enige om at hæve den tidligere aftalte stigning i lønbudgetterne i 2008 fra 3,25 procent til 4,0 procent med en samlet omkostning for stat, kommuner og regioner på 1,7 milliarder kr.
Den nye aftale har dog skabt en del debat og utilfredshed, da der stort set ikke er tale om at tilføre de offentlige budgetter en ekstra pose penge. For hvis lønbudgetterne ikke var blevet forhøjet nu, ville størstedelen af lønforbedringen alligevel blive udbetalt i 2009 på grund af den såkaldte reguleringsordning, som i løbet af en overenskomstperiode regulerer lønningerne i forhold til lønudviklingen i den private sektor. Det vil sige, at hvis ekstra midler skal give reelle lønstigninger til offentligt ansatte, skal de gives uden om reguleringsordningen.
1000 socialrådgivere i strejke
Som nævnt går DS efter at opnå et forlig om de nye overenskomster, men hvis det omkring 1. marts ikke ser ud til, at der kan indgås forlig om nye overenskomster, vil DS formentlig varsle konflikt. Hovedbestyrelsen og DS’ forhandlingsdelegation vil i løbet af februar beslutte, hvilke arbejdspladser og områder der i givet fald skal varsles konflikt for. Der vil sandsynligvis blive varslet strejke for ca. 10 procent af DS’ medlemmer i kommunerne og regioner. Det betyder, at omtrent 1000 socialrådgivere vil blive omfattet af en eventuel konflikt.
Hvis konflikten bliver en realitet, vil medlemmerne løbende blive orienteret om situationen. Både via tillidsrepræsentanten, DS’ hjemmeside og Socialrådgiveren.
Køreplan for OK 08
Den 10. oktober udvekslede DS krav med arbejdsgiverne.
Køreplanen for overenskomstforhandlingerne ser således ud
Oktober 2007-februar 2008: Fremsættelse af krav og forhandlinger med arbejdsgiverne.
Marts 2008: Urafstemning om forhandlingsresultatet blandt DS’ medlemmer.
April 2008: Nye overenskomster træder i kraft 1. april 2008.
Se den mere detaljerede tidsplan på www.socialrdg.dk/OK08
Er du klar til konflikt?
I tilfælde af konflikt er det meget vigtigt, at du som medlem af Dansk Socialrådgiverforening er registreret med de rigtige oplysninger. Kun medlemmer får konfliktstøtte.
Er du korrekt registreret?
For at DS kan udbetale korrekt konfliktstøtte i tilfælde af konflikt, er det vigtigt, at du er registreret med fuldt opdaterede oplysninger. Hvis du endnu ikke har fået fortalt DS, at du for eksempel har skiftet arbejdsplads eller arbejdsområde, så gør det nu under Selvbetjening
For at kunne modtage økonomisk støtte i forbindelse med en konflikt - både strejke og lockout – er det en betingelse, at du er aktivt medlem af Dansk Socialrådgiverforening. Konfliktstøtten vil svare til, at du får udbetalt din sædvanlige løn inkl. eget og arbejdsgivers pensionsbidrag.
Vikarbureauer rammes ikke
Er du ansat ved et vikarbureau, og arbejder du på en konfliktramt arbejdsplads, får det ingen indflydelse på dit arbejde. Men vikarbureauet kan ikke anvise vikarer til at udføre strejkeramt arbejde i forbindelse med en lovlig varslet konflikt, som DS er part i.
Ingen ferie under konflikt
Hvis du planlægger at holde ferie i foråret, skal du være opmærksom på ikke at planlægge ferien i den mulige konfliktperiode. En eventuel konflikt starter tidligst tirsdag den 1. april Kort fortalt kan der ikke holdes ferie under en konflikt, med mindre ferien begynder inden konflikten. Det er værd at bemærke, at en afbestillingsforsikring ikke dækker tab som følge af strejker eller lock-out.
Læs mere på www.socialrdg.dk/OK08. Har du yderligere spørgsmål, så kontakt din tillidsrepræsentant.
