"Svært at inddrage borgeren i sagsbehandlingen"
Socialrådgiveren nr. 6, 19. marts 2009
Borgernes retssikkerhed og ret til inddragelse i sagsbehandlingen er fundamentale principper i moderne socialt arbejde. Men det er stadig sværere at håndtere i praksis, siger Ingelise Bech Hansen, der er lektor og cand. jur. på Den sociale Højskole i Odense.
Af Mette Mørk, journalist
Hvorfor er der brug for fokus på retssikkerhed lige nu?
Fordi reglerne udvikler sig hele tiden. Socialrådgiverne skal forholde sig til mere og mere. Jeg er medforfatter på en bog om retssikkerhed, og noget af det, der satte os i gang, var en undersøgelse af brugen af retssikkerhedslovens § 4 om inddragelse af borgeren, som viste, at det stod sløjt til. I al fald når man spørger borgeren.
Hvad er egentlig problemet?
Det er blandt andet, at borgeren og sagsbehandleren ikke altid har samme opfattelse af, om reglerne er overholdt. En del borgere oplever, at de ikke bliver ordentligt informeret om rettigheder og pligter. Ofte tror jeg, at sagsbehandleren mener, at de har informeret. Men måske giver de en mere blød vejledning, fordi de indimellem synes, at formalia kan spærre for den gode kontakt til borgeren. Samtidig kan kravene på eksempelvis beskæftigelsesområdet være med til, at borgeren føler, at hendes retssikkerhed bliver krænket.
Hvordan?
Tanken er, at alle skal på arbejdsmarkedet. Derfor går man også langt med at arbejdsprøve borgeren, ofte over flere år. Og her overholder sagsbehandleren jo formelt set lovens krav, mens borgeren kan have svært ved at forstå, hvorfor hun skal vente på en afklaring. Og her er spørgsmålet så: Hvilken forklaring får hun undervejs – og forstår hun det?
Hvad kan ellers stå i vejen for at få inddraget borgeren?
At der i det hele taget er rigtig meget at huske på, samtidig med at der er krav til mere dokumentation, og der kommer stadig flere metoder – arbejdsevnemetoden, funktionsevnemetoden osv. – som jo også indebærer en slags kontrol af sagsbehandleren. Så derfor kan sagsbehandleren nemt komme til at have fokus på systemet frem for borgeren.
Hvad kan man så egentlig gøre for at overholde reglerne?
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke bryder mig om alle de nye krav til dokumentation. Men nu er de der, og så er man jo nødt til at følge dem. Derfor må ledelsen på de enkelte arbejdspladser sikre sagsbehandlerne ordentlige arbejdsvilkår – selvom det ikke ser for godt ud med penge til netop det. Men jeg tror, at de penge, man giver ud på kort sigt for at sikre bedre arbejdsvilkår, er givet rigtig godt ud på lang sigt.
