Debat
Socialrådgiveren nr. 6, 21. marts 2007
Skriv kort: Læserbreve må kun fylde 2.000 enheder. For lange indlæg bliver returneret eller forkortet af redaktionen. Husk navn, afsenderadresse og evt. telefonnummer.
Send gerne foto med. Du kan maile til redaktionen eller sende med post til: Socialrådgiveren, Toldbodgade 19A, postboks 69, 1003 København K.
Deadline for læserbreve til nr. 7 er mandag d. 26. marts klokken 9.00.
Støt dine kolleger fagligt
Dette er et svar på læserbrev i Socialrådgiveren 3/2007 – Liberalismens åg:
Hvor er jeg dog glad for at læse, at der indfinder sig et liberalistisk livssyn i din faggruppe i Brønderslev kommune! Et liberalistisk livssyn er nemlig det samme som at ønske frihed for alle – frihed og ansvar for sig selv samt for samfundet – et ansvar, der de seneste år i vedtagelse af nye love inden for vores arbejdsfelt klart viser, at det at være liberalist indebærer en vilje til at hjælpe de svage til selvhjælp!
I de fleste kommuner har der siden 70’erne ligget stabler af for eksempel kontanthjælpssager på borgere som ”fik lov til at være i fred” og frit tillod sig at vælge et passivt liv på kontanthjælp… Og hvilket liv de dog har haft! Økonomisk frihed var der vist ikke tale om.
På samme måde er det ikke mere end få år siden, at sygemeldte borgere kunne gå i årevis uden at få en løsning på tilbagevenden til arbejdsmarkedet og dermed et aktivt liv igen. I dag har de fleste kommuner opprioriteret socialrådgiverarbejdet med sygedagpengesager til fordel for borgerne. Dette er en følge af den nye sygedagpengelov.
I begge tilfælde er der tale om liberalistisk prægede lovgivninger, der har givet bedre service til borgerne. Jo, jeg tror da helt bestemt på, at der sker reformer – og jeg tror bestemt også på, at de er til fordel for det danske samfund såvel som for borgerne. Så længe de liberale præger vor lands udvikling, skal der nok ske forbedringer.
Allermest har jeg dog lyst til at sige, at jeg ikke mener, at politik og fagforeningsarbejde bør sammenblandes. Jeg synes, du er ude på et sidespor, hvis du som TR mener, man skal være rød for at kunne løfte i flok. Jeg skrev såmænd gerne meterlange læserbreve for at dokumentere det modsatte – men fri os dog for det i et fagblad. Bare følg den udmærkede lovgivning og støt dine kollegaer FAGLIGT!
Med venlig hilsen
Kitti Carroll
DS – en fæl skuffelse
Jeg har arbejdet med professionelt socialt arbejde siden 1982 og har siden min debut på arbejdsmarkedet i 1971 altid været medlem af en fagforening.
I perioden år 2000 til 2006 har jeg haft den samme arbejdsgiver og været medlem af DS.
Min arbejdsgiver så stort på alle regler, aftaler, normer, etik m.v. – uden at DS aktivt greb ind. Jeg blev langsomt mere og mere stresset og udbrændt. Prøvede med nedsat tid, fleksjob m.v., men intet hjalp.
I hele 2006 var jeg så sygemeldt og er nu ude af stand til at klare noget job overhovedet, hvorfor jeg nu modtager førtidspension.
DS har hjulpet mig en lille smule i forbindelse med, at jeg skulle have “en pæn fyring”, men har ikke på noget tidspunkt lagt pres på arbejdsgiveren for at forbedre arbejdsmiljøet.
DS vil end ikke høre på de overgreb, jeg i seks og et halvt år var udsat for.
Man er ikke interesseret i, at konfrontere arbejdsgiveren med forholdene, og kræve erstatning for de tab, jeg de næste mange år lider økonomisk (ca. kr.10.000 brutto pr. måned i mistet indtægt) på grund af arbejdsgiverens invaliderende måde at agere på.
Det har været et langt og yderst smerteligt forløb - både fysisk og mentalt, da DS kører en “ikke-konfrontationspolitik” over for arbejdsgiveren.
At en fagforening har en sådan politik er noget af en falliterklæring. Jeg troede faktisk, at min fagforening fightede på mine vegne over for uhyrlighederne fra en given arbejdsgiver.
Hvor mange mennesker skal en given arbejdsgiver knokle til krøbling, før ens fagforening griber ind?
DS har under hele forløbet været orienteret om nogle af forholdene via tillidsfolkene. Min agtelse og respekt for fagforeninger har fået et alvorligt knæk – efter 35 års medlemskab af relevant faglig organisation.
Undskyld, at jeg troede “min” fagforening var der for min retssikkerheds skyld og for at kæmpe for et ordentligt arbejdsmiljø.
Jens Chr. Jensen
Viborg
Svar:
Jeg har drøftet dit brev med TR på arbejdspladsen og DS’ faglig konsulent. De kan begge nikke genkendende til, at der har været problemer på CSSU, men giver begge udtryk for, at de generelt ikke har været så grelle, som du beskriver dem. Begge er endvidere af den opfattelse, at ledelsen har igangsat aktiviteter til forbedring af forholdene.
Det er kedeligt, at du ikke har haft en oplevelse af, at vi fra DS’ side har været tilstrækkelig lydhøre. Vi har bestræbt os på at lytte til dig og efterfølgende gået i dialog med ledelsen.
Jeg har foreholdt DS’ faglige konsulent din beskrivelse af problemerne og bedt ham kommentere dem.
Han er enig i, at du har haft problemer med ledelsen på CSSU. Ved et afsluttende møde i forbindelse med din opsigelse rettede han, på dine vegne, en alvorlig kritik mod den – Århus kommune var ikke enig i denne kritik.
Vi skal hele tiden forbedre os, derfor er kritik velkommen. Det er lettest for alle parter, hvis kritikken fremsættes umiddelbart efter afslutningen af en sag, hvor forløbet er i frisk erindring.
Med venlig hilsen
Søren Andersen, regionsformand
Folieret fejlfortolkning
Jeg har lige modtaget Socialrådgiveren nr. 4. Vedlagt bladet, godt pakket ind i plastic, finder jeg det fineste konferencetilbud til stress-ramte. Temadagen foregår på intet mindre end Hotel D’Angleterre i København. Konferencen koster “kun” den nette sum af kr. 2.995,- ekskl. moms! Regner ikke med, at det er mine penge, der er blevet brugt i porto til forsendelsen.
Mon ikke der er nogle, der totalt har fejlfortolket den realistiske målgruppe til denne temadag? Det kunne være interessant, hvis DS efterfølgende fulgte op på antal tilmeldte socialrådgivere… Jeg afventer med spænding resultatet.
Ann Schneider, socialrådgiver
FOA – Fag og Arbejde, Aalborg
Svar fra redaktionen
Folderen, der fulgte med Socialrådgiveren nr. 4, kan sammenlignes med en annonce inde i bladet. Alt er betalt af kursusudbyderen CONFEX og er ikke noget, vi forholder os redaktionelt til.
