En social kanon

Socialrådgiveren nr. 4, 22. februar 2006

Er der ”værker” inden for det sociale område, som har vist sig at have værdi, der rækker ud over den helt konkrete sammenhæng, de blev skabt i?

Af Rikke Posborg, socialrådgiver

Det er kanon tider. I hvert fald i kulturelle kredse. En række værker inden for en bred vifte af kunstformer er blevet udråbt til at have en særlig, varig værdi for os. De er blevet kanoniseret.

Den muntre tone i Kulturministeriet må stå i skærende kontrast til stemningen i Socialministeriet, hvor sager om børnemishandling og seksuelt misbrug af børn taler sit eget tragiske sprog. Det er tragedier, som igen rejser spørgsmål som: Kunne det være forhindret?

Socialministeriet har kritiseret én af de involverede kommuner med ordene: I kunne have gjort det bedre. I samme brev skriver socialministeren, at hun ikke vil kritisere kommunen for ikke at have overholdt reglerne. For reglerne blev overholdt.

Jeg synes, socialministeren vendinger er interessante. Hun slår ned på noget helt centralt i socialt arbejde, nemlig handlingen: I kunne have gjort det bedre. Når hun så ydermere skriver til kommunen, at reglerne er overholdt, inddrager hun et andet centralt felt i socialt arbejde, nemlig: Rammerne omkring arbejdet, lovene, bevillingerne, organiseringerne.

I og med at socialministeren på dette punkt frikender kommunen, frikender hun så ikke også sig selv og lovgiverne? Og er det hendes ærinde?

Dette lægger op til den altid vigtige debat om forholdet mellem handling og rammer - og til det spørgsmål, som jeg i denne artikel vil stille:

Er der ”værker” inden for det sociale område, som har vist sig at have værdi, der rækker ud over den helt konkrete sammenhæng, de blev skabt i eller virkede i? Hvor der blev skabt andre rammer, der muliggjorde bedre handlinger? Projekter, som det er værd også i dag at stifte nærmere bekendtskab med?

Skal fortiden i glemmebogen?
Nogle vil måske slå sig for panden og sige, at præmisserne for en diskussion om, hvad der skal til for at gøre socialt arbejde bedre, ikke er til stede inden for den ramme, som en kanon-diskussion opstiller. For hvilke kriterier kan anvendes? Findes den viden overhovedet inden for det sociale område, som ville gøre det muligt at fremhæve noget frem for noget andet? Og hvilke genre skulle i så fald med?

Det historiske perspektiv byder allerede på vanskeligheder. For er det ikke sådan, at fortidens sociale institutioner over én kam helt skal i glemmebogen?

Øvelsen kræver en vis åbenhed. Men tanke-eksperimentet kan muligvis sætte lys på, at der i vores fags historie findes viden, som er svær at få øje på, men som vi i dag har brug for.

En social ”solvogn” er det muligvis ikke, men da ideen om børnebidrag blev født for flere hundrede år siden, blev der skabt en økonomisk forpligtende relation mellem barn og far, som i dag stadig er en gældende og velfungerende ordning. Ligeså kan nævnes dannelsen af arbejdsløshedskasser og lov om arbejdsløshedsforsikring – en ordning, som omfatter både stat og civilsamfund, og som har bidraget til løsning af det grundlæggende forsørgelsesproblem ved arbejdsløshed.

Bør ophøjes til værk
Hvis vi vender blikket mod vores egen tid, er der en lang række projekter, som kunne fortjene betegnelsen “et værk”. Disse er blot enkelte eksempler på sociale projekter, som måske kunne fortjene betegnelsen et værk. De adskiller sig ved at have brudt ud af gængse rammer og forvaltninger og have kombineret grundlæggende sociale og menneskelige værdier med konkrete sociale iværksættelser. Det er tiltag, som har gjort en forskel på et niveau, der rækker ud over den gode evaluering og udover de konkrete personer, som satte dem i gang.

Familievejledningen for eksempel blev til som en tilføjelse til børneværnsloven i begyndelsen af 1960erne. På baggrund at et grundigt forarbejde vedtog lovgiverne en lille elegant paragraf i lovteksten, som skabte et helt nyt grundlag i børne- og familiearbejdet. Hvor det tidligere var det frygtede børneværn, der tog ud til familierne, blev det nu en accepteret familievejleder fra kommunen, der mødte op. Nye rammer, der muliggjorde nye handlinger.

Brammersgade-projektet i Århus havde et kort men stærkt liv i 1970erne. Dette kommunale lokalsamfundsprojekt, hvor man for første gang flyttede ud fra socialforvaltningen og arbejdede sig ind i lokalområdet, buldrede igennem lydmuren og skabte inspiration og erfaring, som hundredvis af projekter siden hen kunne bygge videre på. Det var tillige et projekt, som vovede at bruge sin ytringsfrihed og afprøve grænsen for civil ulydighed. Det sidste kostede projektet livet, Århus Kommune valgte at lukke det.

Beboerrådgivningen i Avedøre Stationsby er legendarisk og har bragt såvel sin by Aved-øre som sin kommune, Hvidovre på det sociale verdensatlas. Rådgivningen skabte et koncept for samarbejde mellem de almene boligselskaber og kommunens socialforvaltning, og boligsocialt arbejde har ladet sig inspirere af Avedøre.

I samme genre hører også Sidegade-projektet på Vesterbro i København. Sidegaden er et socialpolitisk værk, som skabte helt nye rammer og indhold i socialt arbejde. Det var streat-wise i sin tilgang til de unge arbejdsløse. Projektet, der stadig eksisterer, har formået at give empowerment, sociale forbedringer og socialpolitisk kritik konkrete og vedvarende udtryk.

Dannerhuset og kvindekrisecentrene har stået for en helt særlig, konkret social indsats for nødlidende kvinder og deres børn, som nu er udbredt i hele landet. Herudover står Dannerhuset og krisecentrene for at have skabt det feministiske perspektiv i socialt arbejde i Danmark.

P4 - en genial idé
I en helt anden genre hører P4 på Tværs. Ikke bare var ideen genial, dengang den startede – den virker stadig væk. Programmet har dannet skole for måden at rådgive på og har haft stor inspiration for ikke mindst ungerådgivninger og telefonrådgivninger landet over.

Man kunne også skele til udviklingen af socialrådgivernes uddannelse. Årskursus og kandidatuddannelsen blev skabt af engagerede socialrådgivere, som gennem deres personlige engagement, indsigt og flid fik tilvejebragt mulighed og rammer for, at uddannede socialrådgivere kunne komme tilbage på sko-lebænken og blive bedre til deres arbejde.

Den viden og erfaring, som disse projekter – og andre tilsvarende – gemmer på, ville være spændende at få udforsket nærmere, så vi på et solidt grundlag kan se, hvor bukserne holder og hvilken viden, der er værd at videregive til de næste generationer af socialrådgivere. Og omvendt ville vi også kunne blive klogere på, hvad der hører til i kategorien: Det rene makværk.

I al vores travlhed med at komme videre ind i fremtiden skal vi måske ind i mellem bruge tid på at se tilbage og kigge nærmere på de fyrtårn, der stadig lyser!

”Synspunkt” skrives på skift af Ulla Haahr, journalist ved DR Nyheders Politiske Redaktion, Jon Kvist, seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet, Kirsten Ketscher, professor ved juridisk fakultet, Københavns Universitet, Rikke Posborg, socialrådgiver, Kristeligt Studentersettlement og Simon Thorbek, cand.jur, lektor ved DSH-K.