En centraliseret decentralisering

Socialrådgiveren nr. 8, 23. april 2009

Der er to bomber i lovforslaget om jobcentrene, der overgår til kommunerne 1. august. Den ene er, at kommunerne får dækket halvdelen af deres udgifter ved at udlicitere. Og så er man jo idiot, hvis man ikke gør det, som et hb-medlem bemærkede.

Af Ole Larsen, pressekoordinator i Dansk Socialrådgiverforening

Knap 2.500 socialrådgivere arbejder på landets jobcentre og ser med en blanding af nervøsitet og spænding frem til kommunernes overtagelse af den statslige del af jobcentrene senere på året. Følger man med i den offentlige debat, er der lagt op til en reform, som ingen tilsyneladende har det fulde overblik over.
For at få styr på sagen havde hovedbestyrelsen i Dansk Socialrådgiverforening inviteret ekspert og arbejdsmarkedsforsker Flemming Larsen til at give sit syn på sagen. Han forstår godt, at der hersker en vis forvirring i den offentlige debat, da reformen er både vidtgående og samtidig fuld af paradokser. Han kan også godt se, hvorfor kommunerne sådan set er glade for den nye opgave, men maner samtidig til besindighed og omtanke. Beskæftigelsesministeren er nemlig i fuld gang med at tvinge private aktører og en kontroversiel § 117a ned i halsen på dem. Det vender vi tilbage til…

I Holland går de den anden vej
Et gennemgående tema i Flemming Larsens oplæg er, at socialrådgiverne i de danske jobcentre bruger stadig mere tid på at administrere skemaer og blanketter, sætte sig ind i nye it-systemer osv., som alt sammen skal tilfredsstille ministeriets behov for kontrol med den kommunale beskæftigelsesindsats. Og det er i høj grad gået ud over rekrutteringen af medarbejdere til jobcentrene.
- I Holland går man nu den stik modsatte vej. Her er man gang med at professionalisere frontpersonalet til at have dialog med borgeren og have fokus på borgernes individuelle behov frem for at være ekspert i forskellige bureaukratiske øvelser, forklarer Flemming Larsen. 
Han ser to modsatrettede tendenser ved den aktuelle reform af jobcentrene.
- På den ene side ser vi en decentralisering af opgaver til kommunerne, men samtidig indføres der fra statens side en stram statslig styring. Det er det, jeg kalder en centraliseret decentralisering, siger Flemming Larsen.

To bomber i lovforslag
Det aktuelle lovforslag om kommunaliseringen af jobcentrene indeholder to udfordringer, som kommunerne ifølge Flemming Larsen bør være opmærksomme på. Den ene er, at beskæftigelsesministeren har givet sig selv ret vidtgående beføjelser til tvinge andre aktører på banen. Flemming Larsen forklarer:
- Paragraffen indeholder nogle overordnede kryptiske formuleringer om, at ministeren kan udvide mængden af målgrupper, som skal sendes ud til anden aktør. Der lægges op til nogle meget vide ministerbeføjelser, som må gøre kommunerne nervøse.
§ 117a lyder umiddelbart tørt og kedeligt, men dækker ikke desto mindre over lovforslagets anden bombe.
Paragraffen lægger nemlig op til en markant refusion på visse områder, hvis kommunen sætter en anden aktør til at løse opgaven. Det betyder, at en kommune kan få dækket halvdelen af sine udgifter ved for eksempel sagsbehandling, hvis opgaven vel at mærke udliciteres eller privatiseres.
- Jeg vil gerne se de kommunalpolitikere, som ikke lader sig friste af at lade en anden aktør udføre for eksempel sagsbehandlingen, som Flemming Larsen udtrykker det og peger på, at refusionsordninger generelt har en afgørende betydning for de kommunalpolitiske prioriteringer. Eller som det lød fra et klarsynet medlem af hovedbestyrelsen: ”De er jo idioter, hvis de ikke gør det.”

For eller imod privatisering?
Med udsigten til mere udlicitering og privatisering kan vi være næsten sikre på følelsesladede og ideologiske diskussioner. Ifølge Flemming Larsen er inddragelse af andre aktører ikke i sig selv et problem. Men det er nødvendigt at se nøje på måden, de inddrages på.
- Erfaringer både herhjemme og i udlandet viser, at private aktører med fordel kan løse meget specialiserede opgaver til en bestemt pris. Der, hvor kæden hopper af, er når prisen bliver den altafgørende parameter.
Han bakkes op af hovedbestyrelsesmedlem Nicolai Paulsen:
Vi skal ikke lade os bremse af, at nogen siger det private ikke kan kvalitetssikres. Se bare på de privatpraktiserende læger dem er der ingen der sætter spøgsmålstegn ved. Formanden Bettina Post peger på, at der allerede er mange socialrådgivere ansat hos private aktører, og at de netop er garant for kvaliteten i indsatsen. - Socialrådgivere er jo uddannet til at forstå og respektere retssikkerhedsprincipperne og hele grundlaget for, at vi alle sammen som borgere skal kunne føle os trygge ved at henvende os til det offentlige. Når det offentlige i højere grad skal anvende private aktører, så skal der altså følge socialrådgivere med. Det må være vores tilgang til § 117a.


Sundhedsforsikringer delte vandene
Dansk Socialrådgiverforening går ind for lige sundhed til alle. Det blev klart, da hovedbestyrelsen diskuterede Dansk Socialrådgiverforenings holdning til private sundhedsforsikringer. Længe så det ellers alt andet end klart ud, selvom skarptslebne argumenter føg gennem lokalet.
- Vi går ind for bruttolønsordninger, da medlemmerne efterspørger det. Men sundhedsforsikringer, nej tak! Vi vil ikke have, at nogen har fortrinsret til sundhed, lød det fra Mads Bilstrup. Det fik Henrik Mathiasen til at spørge, om DS har tænkt sig at lægge afstand til medlemmer, der ønsker sig det samme, som én million danskere allerede har. Ulighed er noget lort, men vi er jo heller ikke imod, at folk er med i en a-kasse, og dermed får en højere ydelse end folk på kontanthjælp. Og hvad skal vi mene om folk, der er medlem af danmark?
Bølgerne gik højt, men én ting var politikerne enige om: At det er forbandet svært at være imod noget, som allerede er virkelighed for rigtig mange danskere. Eller som den afsluttende bemærkning fra Søren Jul Andersen lød: Først pisser de på os, og så siger de bagefter, at vi lugter.
Hovedbestyrelsen besluttede, at det er DS´ opfattelse, at der skal være lige adgang til sundhedsydelser for alle, og at DS derfor ikke kan anbefale, at der indgås lokale aftaler om sundhedsforsikringer finansieret ved bruttotræk i lønnen.