Terapi i stedet for pædagogik

Socialrådgiveren nr. 7, 23. april 2009

Omsorgssvigtede børn og unge er i større risiko for at havne i stofmisbrug, og de gængse socialpædagogiske metoder på mange af landets behandlingssteder har ikke den tilsigtede virkning på netop disse unge. De har brug for terapi og alternative behandlingsmetoder for at kvitte stofferne.

Af Jan B. Suni, cand. phil. i psykologi og socialpædagog

Socialrådgivere skal ofte tage stilling til, hvilket behandlingstilbud unge med stofmisbrugsproblemer skal tilbydes. Mange har i tidens løb også erfaret, at de unges udvikling under døgnbehandlingen ikke opnår de ønskede mål. Derfor er der sikkert flere socialrådgivere, som nikker genkendende til psykiater Henrik Rindoms udtalelser i dagspressen. Her er han bl.a. citeret for at sige, at “narkomaner får tilfældig behandling, og stofbehandlere er ringe uddannede.” Han siger også, at “vi ved, at en af de vigtige ting for et godt behandlingssted er en engageret ledelse, der har en faglig indsigt, kombineret med, at man ved hvilken persontype, man har med at gøre”.
Som daglig misbrugsleder af Skovly Behandlingscenter for 13-18 årige piger, der er omsorgssvigtede, har personlighedsforstyrrelser og stofmisbrugsproblemer, er det min erfaring, at et menneskes stofmisbrug ofte et resultat af vedkommendes persontype. Jeg tolker Rindoms udtryk “persontype” som hvilke personlighedstræk, der dominerer personen. Det er også min erfaring, at flertallet af stofmisbrugere lider af en personlighedsforstyrrelse.

Får skader i tidlig barndom
Jeg har indtryk af, at den mest almindelige praksis på Danmarks døgnbehandlingssteder for stofmisbrugere er inspireret af socialpædagogik eller konsekvenspædagogik i forskellige varianter. Det er imidlertid min erfaring, at omsorgssvigtede personer, der har udviklet en personlighedsforstyrrelse – også kaldet en tilknytningsforstyrrelse – ikke har de bedste udviklingsmuligheder inden for de pædagogiske teorier og metoder.
Det er ofte i teenagealderen, at mange unge eksperimenterer og undersøger forskellige rusmidlers virkning, men kun de færreste af en ungdomsårgang bliver stofmisbrugere. Den gruppe af unge, der fortsætter med at blive tiltrukket af stoffernes virkning, er dem, der igennem deres barndom og tidlige ungdom har haft en livshistorie med omsorgssvigt. Typisk har de fra fødslen af ikke haft den tilstrækkelige sunde tilknytning til en omsorgsperson – oftest moderen – så de udvikler en skade i deres personlighed.
Inden for selvpsykologien har man forsket i, hvordan den sunde og den skadelige relation mellem mor og barn udspiller sig. Meget kort fortalt udvikler barnet en skade i sin personlighedsudvikling, når moderen ikke i tilpas udstrækning er i stand til at forstå barnets behov eller ikke er i stand til at tilfredsstille barnets behov.

Lever i konstant stress
Tilknytningsforstyrrelsen medfører, at personen konstant lever i en mental og fysisk stresstilstand med højt angstniveau, lav selvtillid, ensomhed og håbløshed. Det betyder, at personen befinder sig i en konstant mental og fysisk smerte – og har vanskeligt ved at indgå i positive sociale relationer. Et typisk adfærdsmønster er, at personen gentagne gange kommer i konflikt med de mennesker, vedkommende omgås, eller at personen samarbejder på højtryk for at undgå at komme i konflikt med andre mennesker. Begge strategier medfører i praksis, at personen ikke får dækket sit grundlæggende behov for følelsesmæssigt at opleve sig anerkendt og tilknyttet et andet menneske.
Fra mit arbejde med personer med sindslidelser, er det min erfaring, at mange har en tilknytningsforstyrrelse.
Spædbarnet, småbarnet og skolebarnet med en tilknytningsforstyrrelse har igennem sin opvækst i bedste fald indgået i sociale relationer med velmenende, professionelle voksne, der har forsøgt forskellige pædagogiske tiltag for at hjælpe barnet. Men alligevel udvikler barnet sig til at blive en ung stofmisbruger. Årsagen er, at det ikke er pædagogik, barnet har brug for, men terapi.
Fordi barnet med en tilknytningsforstyrrelse oplever verden anderledes end det normale barn, udvikler det ikke de sociale kompetencer, som er hensigten, når de voksne anvender pædagogiske metoder som for eksempel irettesættelser, adfærdsregulerende konsekvenser eller appellerer til barnets evne til at reflektere.

Selvmedicinerer sig ud af smerten
Det er min erfaring, at vi på de danske behandlingsinstitutioner er gode til at afruse og hjælpe stofmisbrugeren ud af sit aktuelle misbrug, men at vi har vanskeligt ved at tilbyde den rette behandling, der reducerer personens forstyrrelse og dermed behov for stofferne. Personer, der udvikler et stofmisbrug, anvender ofte rusmidler til at dulme de kroniske mentale og fysiske smerte. De selvmedicinerer sig.
På Skovly Behandlingscenter praktiserer vi blandt andet miljøterapi sammen med forskellige alternative behandlingsmetoder, for eksempel mindfulness meditation, zoneterapi og akupunktur.
Miljøterapi er specielt velegnet til at facilitere personlig udvikling hos mennesker med tilknytningsforstyrrelser. Personalet stræber efter at indgå i særlige sociale relationer, der stimulerer en personligheds udvikling inden for de områder, den unge ikke har udviklet som barn.
De alternative behandlingsmetoder påvirker kroppens signalstoffer og centralnervesystemet, så den unges mentale og kropslige ubehag reduceres rent fysisk.
Jeg har indtryk af, at mange døgnbehandlingssteder i Danmark bruger velafprøvede metoder og eksperimenterer med alternative behandlingsmetoder. Samtidig er det mit indtryk, at der uden for terapilokalet anvendes pædagogik, og pædagogiske metoder har efter min mening netop været med til at fastholde personens tilknytningsforstyrrelse. Jeg mener, at personalet på mange af landets behandlingssteder er veluddannede, men at personalet mangler den særlige faglige indsigt og træning i at anvende de metoder, der er specielt udviklet til at hjælpe omsorgssvigtede børn, unge og voksne.

Læs mere om Skovly Behandlingscenter på www.dreslette.dk/wm141288