Knappen til den sociale elevator
Socialrådgiveren nr. 8, 23. april 2009
Antropolog og journalist Johanne Mygind har skrevet en bog om 11 mønsterbryderes rejse til socialgruppe 1. Det har overrasket hende, hvor smertefuldt mønsterbryderne oplever hoppet fra samfundets bund til top.
“Man læser forgæves, hvis man vil have en entydig forklaring på, hvorfor lige netop disse mennesker trykkede på knappen til den sociale elevator, men deres historier fortæller om de barrierer, der forhindrer andre i at gøre det samme”.
Sådan skriver journalist og antropolog Johanne Mygind i forordet til sin bog “Opdrift – 11 mønsterbrydere fortæller”, der netop er udkommet. En bog om de flittige, kloge og heldige, der trods dårlige odds er blevet en del af samfundets elite.
Det er blandt andet tidligere arbejdsminister Jytte Andersen, der voksede op på Nørrebro sammen med sin mor, som var syerske; miljøminister Connie Hedegaard, der er datter af en kioskejer; tidligere B&O-direktør Anders Knutsen, som kommer fra et fattigt landarbejderhjem. Og børnehjemsbarn Lisbeth Zorning Andersen, som er direktør for it-virksomheden Specialisterne.
Lærer ikke at føre sig frem
Forfatteren er ikke selv mønsterbryder, men husker tydeligt fra sin egen skolegang, hvem der klarede sig godt uden de store anstrengelser.
- Jeg har gået i “tunge” folkeskoler på Vesterbro, og i hele min opvækst har jeg været meget opmærksom på, hvor let jeg som middelklassebarn har klaret mig, mens mange af mine kammerater måtte slide i det – ofte uden at opnå samme anerkendelse som jeg. Det er oplagt, at det er meget sværere for 2. generations indvandrere at gå til eksamen i dansk. De har ingen baggrundsviden om dansk sprog og kultur med hjemmefra. Nogle af mine bedste venner fra universitetet var mønsterbrydere, og her var det også tydeligt, at de måtte knokle meget mere end mig.
Johanne Myginds forældre er begge akademikere, og hendes far er mønsterbryder, hvilket har skærpet hendes fokus på den sociale baggrunds betydning.
- Ét er viden. Noget andet er sikkerheden om, at “jeg er værd at høre på”. Den følelse får man typisk i vuggegave, når man kommer fra en akademikerfamilie, og det er også en klar fordel til eksamen, som er lagt an på samtaleform. En eksamensform, som de fleste middelklassebørn bestrider, men for børn, der kommer fra et ikke-bogligt miljø, kan det være en stor udfordring at matche eksamenskravene. Børn i arbejdermiljø lærer ikke at føre sig frem, og det er vigtigt at kunne, hvis man vil op i samfundet.
Sociale emigranter eller klasserejsende
I bogens forord introducerer Johanne Mygind tanken om, at man burde betragte mønsterbrydere som sociale emigranter, der resten af deres liv vil føle, at de taler med for tydelig accent og bliver ved med at kludre i de indfødtes omgangsformer.
- Jeg er ikke begejstret for begrebet “mønsterbryder”, men jeg har brugt det, fordi alle ved, hvad det betyder. I Sverige bruger man begrebet at være “klasserejsende”, og det synes jeg er mere præcist, siger hun.
Under interviewene blev Johanne Mygind overrasket over, at billetten til socialgruppe 1 har været forholdsvis dyr for mønsterbryderne. Mange af dem bryder med deres familier.
- Jeg vidste godt, at der nok lå en del smerte i at være mønsterbryder, men at smerten var så gennemgående og fyldte så meget, kom bag på mig. På den ene side er de interviewede fyldt med stolthed og glæde, på den anden side dukker smerten gang på gang op i deres liv – selv når de er oppe i en høj alder. Mønsterbrydere er forfulgt af deres egen usikkerhed, lige meget hvor mange fine bestyrelsesposter eller imponerende karrierehop, de kan skrive på deres cv. Og lige som andre emigranter savner de deres oprindelsesland og de mennesker, de har forladt, fordi den mentale afstand blev for stor. De savner et netværk, og de savner en masse baggrundsviden, som middelklassen får ind med modermælken.
Tusindvis af koder
Johanne Mygind understreger, at selv om Danmark bryster sig af at være et af verdens mest lige samfund, er der tusindvis af koder for sprog, indretning, opførsel og omgangsformer, der skiller de sociale klasser fra hinanden.
- Det handler om, hvordan man placerer sig i verden. Om man med største naturlighed stiller sig i forreste række, eller om man med samme naturlighed giver andre lov til at bestemme over sit liv og dets rammer.
På spørgsmålet om det er en samfundskritisk bog, hun har skrevet, svarer Johanne Mygind:
- Der er masser af samfundskritik i det, de interviewede siger. Det er vigtigt, at de får fortalt deres historie, for typisk er det middelklassen og overklassen, der her patent på at skildre Danmark.
“Opdrift – 11 mønsterbrydere fortæller” af Johanne Mygind, Forlaget Gyldendal, 210 sider, 249 kr.
Blå bog
Johanne Mygind, f. 1976. Journalist på dagbladet Information. Ekstern lektor på Roskilde Universitetscenter. Bachelor i statskundskab og mastergrad i antropologi fra Københavns Universitet og University of Sussex. Tidligere journalist på Weekendavisen og Danmarks Radio.
Mønsterbrydere på toppen
Vi bringer fire uddrag af bogen ”Opdrift”, hvor mønsterbryderne fortæller om barrierer på vej mod samfundets top.
Hårdt slid
“Jeg vidste godt, at jeg kun kunne klare mig med hårdt slid. Jeg havde det sådan, at der ikke var nogen, som skulle tage mig i noget som helst. Jeg skulle kunne lektien, og jeg har altid forberedt mig godt. I starten delte jeg kontor med Jytte Hilden og Majken Hessner, som også var nyvalgte, men som var akademikere, og det slog mig altid, hvordan de kunne læse rapporter igennem og finde de mest centrale dele. (…) Og Jytte Hilden, som bare tog røret og ringede over i et ministerium og talte med embedsmændene. Så sad jeg der og sagde: ‘Det kan du da ikke. Det er jo regeringens embedsmænd’, men det kunne hun, for så havde embedsmændene boet på Regensen med hendes far, eller også kendte hun dem fra sin studietid.”
Jytte Andersen, tidligere socialdemokratisk arbejdsminister, datter af enlig syerske.
Man skal gøre sig umage
“Jeg har altid lært af mine forældre, at man skal gøre sig umage, passe sine ting og være ansvarlig for sine egne valg. Det er måske meget typisk for forældre, som ikke selv har en uddannelse, at de fortrinsvis kan lære deres børn, at de skal passe deres ting. Så må børnene selv klare resten”
Connie Hedegaard, klima- og energiminister, datter af kioskejer.
Huller i min almendannelse
“Lige som alle andre, som har lavet et kæmpe miljøskifte, så føler man sig tit en lille smule på besøg, ikke? Jeg har nogle gevaldige huller i min almendannelse for eksempel, men jeg tror aldrig, der er nogen, som har tænkt: ‘Hvor kommer hun fra? Jeg er god til at passe ind, for jeg skanner de mennesker, som jeg sidder sammen med. Jeg kan sagtens sidde på en Michelin-restaurant med en gruppe direktører og tale om fin vin, selv om det ikke er min boldgade. Jeg åbner en øl, når jeg skal slappe af, og det føler jeg ingen skam ved.”
Lisbeth Zornig Andersen, børnehjemsbarn, direktør for it-virksomheden Specialisterne.
Løsrivelse
“De andre fra mit studie skulle bare løsrive sig en lille smule fra deres akademikerforældre, så de selv kunne blive akademikere. De gik måske i noget andet tøj end deres forældre, men de begyndte ikke at høre Johnny Reimar. Min individuationsproces foregik på tusinde niveauer. Den var både økonomisk, social, selv sproglig. Min mor og far talte vestsjællandsk. Det er jeg holdt op med for længst. Med vilje. Fordi jeg skammede mig over det.”
Kristian Ditlev Jensen, forfatter, søn af hospitalsrengøringskone og slagteriarbejder.