Find reva-paragrafferne frem igen

Socialrådgiveren nr. 8, 23. april 2009

Revalidering er bedre end varig forsørgelse for de mennesker, som tidligere har fået en kortere opkvalificering, men som finanskrisen nu sender ud af arbejdsmarkedet.

Af Jeanette Ulnits

De korte og hurtige tiltag, som for alvor vandt indpas efter Lov om Aktiv Beskæftigelse (LAB), har fungeret fint, mens arbejdsmarkedet skreg på medarbejdere. Men på grund af finanskrisen spytter arbejdspladserne nu igen de medarbejdere ud med færrest kompetencer, fortæller Hanne Poulsen, formand for faggruppen af socialrådgivere, der arbejder med revalidering af borgere i kommuner og på revacentre. Faggruppen ser gerne, at revalidering kommer på banen igen: 
- I disse nedgangstider ser vi igen og igen de borgere, vi tidligere har udstyret med en kortere opkvalificering efter LAB-loven, stå uden for arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt, at der igen kommer fokus på revalideringsparagrafferne – også selv om loven foreskriver, at man skal vælge den kortest mulige vej tilbage til arbejdsmarkedet, siger hun.

Lav realistiske planer
Faggruppen mener, at revalidering betaler sig - og den vurderer, at pengene er langt bedre givet ud ved at sikre mennesker en varig forsørgelse:
- Frem for at give den fyrede, ufaglærte 45-årige kvinde en kort opkvalificering, for eksempel en kort virksomhedspraktik, vil vi hellere lave en realistisk plan med en revalidering, eksempelvis inden for SOSU-området eller andre erhverv, hvor der er brug for faglært personale. Os, der arbejder med revalidering, står nu over for den store opgave at råbe politikerne op, så fokus kan komme tilbage på reva-paragrafferne.
Ankestyrelsen støtter faggruppens argumenter gennem henholdsvis en undersøgelse, der viser, at revalidering er en effektiv og varig løsning, og en praksisundersøgelse, der peger på, at der i mange fleksjobsager er mangler i form af ikke-udtømte revalideringsmuligheder. Derfor vil faggruppen diskutere problemstillingen i sin bestyrelse, på temadage, i medierne.