Nye metoder hjælper truede børnefamilier

Socialrådgiveren nr. 11, 4. juni 2009

Et fire-årigt metodeudviklingsprojekt i København har gavnet familierne, som deltog, og har givet sagsbehandlerne brugbare arbejdsredskaber. Tilmed har kommunen sparet penge, fordi mange anbringelser er undgået.

Af Tanja Weiss, socialrådgiver og journalist

Metodeudviklingsprojektet “Familien i Centrum” i Københavns Kommune er blevet løbende evalueret i fire år, og praksis er blevet rettet tilsvarende ind. Det har betydet den hidtil mest omfattende implementering af nye metoder og ændring af praksis i kommunen. Familierne, som har deltaget, er også blevet fulgt, efter at de stoppede i projektet. Og virkningen af den ambulante familiebehandling ser ud til at holde. I alt 143 familier har deltaget fra 2005-2009.
- Vi har spurgt familierne et år efter, at de er holdt op, og det ser ud til, at de positive forandringer holder, siger evaluator og cand.scient.soc., Tove Holmgård Sørensen.
Hun fortæller også, at 77 procent af familierne har fået opfyldt næsten alle deres mål. De har typisk handlet om, at børn og forældre skal få det bedre sammen, og at strukturen i hverdagen skal blive bedre. Endemålet for både behandlere og familier har været at sikre børnenes trivsel og undgå anbringelser.
Evalueringen viser, at 83 procent af familierne har undgået anbringelser. I sammenligningsgruppen, som har modtaget mere traditionel familiebehandling, har kun 47 procent undgået anbringelse. For knap halvdelen (47 pct.) af projektfamilierne er de offentlige udgifter faldet, mens det kun gælder for fire procent af sammenligningsgruppen. Dog har familierne ikke helt opnået at slippe det sociale system. De kommer oftere til rådgivningsforløb, men det udløser sjældnere foranstaltninger og anbringelser.

Gør mere af det, der virker
Alle 380 sagsbehandlere i socialcentrenes børnefamilieafdelinger har deltaget i projektet. 24 har deltaget et år ad gangen som behandlere i projektet. Derefter er de kommet tilbage til de lokale centre og har været igangsættere af deres egne såkaldte familiehuse med samme behandlingsprofil.
- Alle ni socialcentre har nu deres eget familiehus. De sidste centre er lige kommet med i januar, fortæller Tove Holmgård Sørensen.
Metoderne er baseret på korttidsterapi med seks-otte måneders behandling og bygger videre på systemiske og løsningsfokuserede metoder. Nogle familier bliver også tilbudt den forholdsvis nye flerfamilieterapi. Metoden bygger på, at flere familier sammen kan hjælpe hinanden til at blive aktive i deres liv og over for deres børn. Fokus er på, hvad der virker, frem for hvad der ikke virker.

Rose-runden    
Tina Lund, mor til en udadreagerende dreng på ni år, fortæller, at den positive tilgang med ros og fokus på det, der virker, gjorde hende mere tålmodig og hendes dreng mere rolig:
- Pludselig blev Rasmus rost. I skolen blev han kun skældt ud. Og han kom for eksempel til at gå mere op i at hjælpe med at lave mad, fordi man jo skulle fortælle om det til gruppen bagefter.
Rasmus’ mor fremhæver samværet med gråd og grin i de reflekterende teams som det bedste.
- Man glædede sig til at se hinanden. Vi blev jo også interviewet, hvor vi sad og græd.
Kombinationen af netværksmøder, praktisk hjælp og samtaleterapi bliver fremhævet i evalueringen som mest effektfuld.
Guider fremfor behandlere
Behandlerne optræder mere som guider end eksperter. De spørger til undtagelser fra problemet og vejleder forældrene til at finde løsninger og opfylde mål.
- Det giver mere selvtillid, motivation og arbejdsglæde for familierne, siger Marie-Louise Dessau, psykolog i projektet.
Erfaringen herfra er også, at komplekse problemer ikke nødvendigvis kræver komplekse løsninger. Små enkle forandringer som for eksempel en vaskemaskine til forældre til vådliggerbørn, kan bane vejen for store forandringer i familien. Det er familiens egne mål, der er drivkraften i arbejdet, understreger hun og påpeger, at selv i voldelige familier, er der altid tidspunkter, hvor barnet ikke bliver slået.
- Ved at fokusere på undtagelserne og på, hvad der gør forskellen, bliver forældrene opmærksomme på, hvad de skal gøre mere af, så det virker i alle situationer, siger hun.

What-what-what-modellen
De fleste sagsbehandlere er meget tilfredse med metoderne. 53 procent bruger dem ofte eller altid, viser evalueringen. Især metoden ‘Signs of Safety’, også kaldet ‘what-what-what-modellen’, bliver brugt i undersøgelsesteamene. Det er en australsk, løsningsorienteret spørgemetode: What worries, what works, what to do? Den er enkel, konkret og sparer tid, så § 50-undersøgelserne kan blive færdige på tre måneder, som loven kræver.
Alles mål og ansvar bliver skrevet på en tavle på det første familiemøde i forvaltningen. Når ansvar og mål bliver fordelt, tager det noget af skylden væk fra forældrene. Og de bliver mere motiverede for forandringer.  
- Metoden tvinger både sagsbehandlerne og familiemedlemmerne til at være meget konkrete og vurdere alt på en skala fra 1-10, forklarer Tove Holmgård Sørensen.
Det har gjort familiesamtalerne lettere og givet mere fyldige og præcise handleplaner, vurderer sagsbehandlerne i evalueringen.
Socialrådgiver Helle Stage fra undersøgelsesteamet i Socialcenter Amager siger, at hun nu meget hurtigere når frem til, hvordan familierne får løst deres problemer.
- Sagsbehandlerne har fået et fælles sprog og fælles teorigrundlag. Der er endda nogle, der har dannet små metodegrupper, som de dyrker i frokostpausen, fremhæver Tove Holmgård Sørensen.

Ingen mirakelkur
Socialrådgiver og familieterapeut Tine Kofoed har haft tre flerfamiliegrupper i projektet. Hun siger, at hun er blevet meget bedre til at være konkret i sine krav til forældrene og tale forståeligt:
- Hvis familiens mål er, at kommunen ikke skal blande sig, så siger jeg: “Hvad skal der til, for at I kan slippe for det” og så laver vi delmål om, at barnet skal få større appetit, være udsovet, kunne sidde på sin rumpe i længere tid og så videre.
Men hvis der ikke sker forandringer, bliver barnet anbragt, påpeger Tove Holmgård Sørensen:
Vi er jo ikke jubelidioter. Det er ingen mirakelkur, men evalueringen viser faktisk, at virkningen ser ud til at holde. Jeg har talt med familierne, og sagsbehandlerne har fulgt op på afsluttede sager. I 44 procent af familierne er børnesagen enten lukket, eller de kan klare sig med rådgivningsamtaler og uden foranstaltninger. Det er faktisk et højere tal end lige efter behandlingens ophør. 

Familierne sætter selv mål

Familien A
• Vores familie om seks måneder:
• Aftaler bliver holdt
• Vi laver noget sammen
• Mor har fået en bil
• Er blevet glade
• Er blevet klogere
• Alle ønsker er blevet opfyldt, undtagen bilen.

Familien B
• Vores familie om seks måneder:
• Søn skal blive bedre til at tage tøj på
• Ser flere kammerater
• Lærer tal og bogstaver
• Får en ny sofa
• Har færre konflikter
• Alle mål er blevet opfyldt – også sofaen.

Om projektet
Metodeudviklingsprojekt i Københavns Kommune er det hidtil mest omfattende. Det blev sat i gang med 36 mio. kr. fra Satspuljemidlerne, men er nu selvfinansieret, fordi det er rykket ud i socialcentrene. Tre konsulenter fortsætter i to år med at vejlede de sidste socialcentre, som derefter kører videre selv.
Familierne i projektet bliver fulgt indtil slutningen af året. Datamaterialet bliver gemt i ti år, så der kan følges op igen om tre-fem år. 
Årsrapporter kan fås ved henvendelse til Tove Holmgård Sørensen.


Workshop på Socialrådgiverdage 2009
Tove Holmgård Sørensen har en workshop på Socialrådgiverdage 2009, hvor hun fortæller om projektet og især om potentialet i evalueringsmodellen. Workshop B9, mandag eftermiddag.