Start light - en langsigtet investering
Socialrådgiveren nr. 21, 9. oktober 2002
Tre måneders "starthjælp". Det er virkeligheden for syv nyansatte socialrådgivere og kommunomer i Valby Lokalcenter.
Af Morten Skærbæk
Onsdag den 7/8, klokken 9.00:
Ansøgning om kontanthjælp, førstegangssamtalen.
- Den sociale begivenhed.
- Formuens betydning.
- Rådighed for arbejdsmarkedet, aktivering.
- Krav om tilbagebetaling.
- Særlig støtte iht. LAS §34.
- De nye regler vedr. starthjælp.
Nej, ovenstående er ikke taget fra et undervisningsprogram på en af de sociale højskoler. Teksten er et uddrag fra det introduktionsforløb, syv nye medarbejdere i kontanthjælpsafdelingen i Valby Lokalcenter netop nu er i gang med.
De syv nyansatte, der alle på nær én er nyuddannede socialrådgivere eller kommunomer, startede den 1. august i afdelingen, der dermed blev fordoblet. Den ekstraordinært store ansættelsesrunde skyldtes, at lokalcentret i forbindelse med omstruktureringer efter bydelsforsøget i Københavns Kommune pludselig overtog 6-700 ekstra sager. Det fik ledelsen til at satse stort. Dels skulle man kunne tiltrække et tilstrækkeligt antal ansøgere, dels skulle de mange nyansættelser hurtigst muligt fungere optimalt, så derfor lokkede jobannoncen med tre måneders introduktionsforløb.
Leder for afdelingen, Serviceteamchef, Anne Marie Søland, var overrasket over ansøgerskaren på 28, men hun er ikke i tvivl om, at det var tilbudet om "starthjælp", der gjorde udfaldet.
- Vi ved jo, at det er hardcore at starte. Vi har selvfølgelig også tidligere haft en form for oplæring, men her er der tale om en helt klar systematisk prioritering, fortæller hun. Gruppen har en fast tilknyttet vejleder, der i de tre måneder er helliget introduktionen 100 procent.
Hvad er en straffeattest?
Socialrådgiver Malene Vesterholm, 25, er en af de nyansatte, og da Socialrådgiveren besøger afdelingen, er hun i gang med at forberede sig på en samtale med en af sine nye klienter - en ung, palæstinensisk mand.
- Målet er at få ham i aktivering, fortæller hun.
For at pejle sig ind på den unge, statsløse palæstinensers situation har Malene Vesterholm lavet en lang liste med spørgsmål. Den unge mand svarer beredvilligt på spørgsmålene. Nogle skal han lige have gentaget, og Malene giver sig god tid, så hun er sikker på, at han har forstået hende.
Flere gange griner han lidt forlegent over de mærkelige spørgsmål. Eksempelvis da Malene spørger, om han har helbredsmæssig problemer?
Klienten, der har været i Danmark siden 1993, vil gerne være taxichauffør, men Malene forklarer ham, at det kan være et problem, at han tidligere er straffet for bedrageri, og at han ikke taler bedre dansk, end tilfældet er.
Den unge mand ved ikke, om den kriminelle fortid har efterladt sig spor i straffeattesten - faktisk kender han ikke ordet "straffeattest", men han mener ikke selv, den blakkede fortid vil være noget problem. De bliver enige om, at Malene skal undersøge, hvordan han kan komme videre med planerne.
For Malene Vesterholm, der blev uddannet fra Den Sociale Højskole i Århus i juni i år, er introduktionsordningen en fantastisk hjælp. Hun var selv i praktik i en selvejende institution og mener ikke, at hun som nyuddannet var tilstrækkeligt klædt på til jobbet i en forvaltning.
- På skolen havde jeg én dag om journalskrivning, og nu skal jeg skrive journaler hver dag, fortæller hun.
Det har generelt overrasket Malene, hvor komplekse, de enkelte sager er, og hvor tæt man kommer ind på livet af hver enkelt person.
I det konkrete tilfælde med den palæstinensiske mand er der ikke så mange ting, Malene Vesterholm er i tvivl om. Men alene visheden om, at Lise Lotte Jensen står til rådighed i ethvert tvivlstilfælde, er meget betryggende.
- Jeg troede, det var fedt at være socialrådgiver, men det er bare endnu bedre, udbryder hun begejstret.
Én borgersamtale om dagen
De nyansatte startede den 1. august, og den første måned gik med undervisning i de specielle områder inden for kontanthjælps-området kombineret med forskellige opgaver. Den første "borgersamtale" kom efter cirka tre uger, og sådan er det gået slag i slag med at få større ansvar. De syv nystartede kolleger har halvanden måneds erfaring på afdelingen, da Socialrådgiveren møder dem, og de er endnu forskånet for det sagspres, mange af deres tidligere studiekammerater oplever fra dag ét på en ny arbejdsplads. De har én borgersamtale om dagen og en times telefontid. De mødes en time hver onsdag for at udveksle erfaringer, men ellers er vejledningen efterhånden mest individuel. Sagsstammen er på 50, men om seks uger skal den gerne være oppe på omkring 120.
Socialrådgiver Lise Lotte Jensen, der er gruppens vejleder, havde let ved at sætte sig ind i de nyuddannedes situation. Hun har tre et halvt års erfaring som socialrådgiver og tilrettelagde selv introduktionsforløbet.
- Socialrådgiveruddannelsen er teoretisk, så man er virkelig lost, når man kommer ud i en forvaltning, fortæller hun om sit eget møde med virkeligheden. Under forberedelsen af introduktionsforløbet huskede hun tilbage på, hvad der i sin tid havde været besværligt for hende, og det har vist sig, at det er de samme felter, de nyansatte finder problematiske: Detaljer i loven om revalidering, hvilke regler der gælder for medicinbevilling, visitationer til jobhuset og så videre, og så videre. Der er langt fra teori til praksis.
Ingen omklamring
Malenes Vesterholms begejstring deles af de andre nye i kontanthjælpsafdelingen.
- Det er nærmest en helt ny uddannelse, fortæller 25-årige Mette Thorsted om Lise Lotte Jensens undervisningsprogram.
På spørgsmålet om det ikke kan være omklamrende, at de ikke som deres studiekammerater bliver kastet ud i udfordringerne, svarer de alle afvisende.
- Vi har jo nu vores daglige samtale, så vi bliver kastet ud i tingene. Bare i mindre målestok, så vi når at lære noget af det, siger den 24-årige socialrådgiver Pia Yumusak. Og Erica Dudzik på 31, der har en baggrund som kommunom, bakker hende op:
- Det er jo ikke sådan, at vi hele tiden bliver nurset af Lise Lotte, og vejledningen er efterhånden også meget individuel. Vi er jo allerede nået dertil, hvor vi ikke ved, hvordan dagen bliver.
Båret oppe af smil
Serviceteamchef, Anne Marie Søland, har ikke fortrudt det lidt utraditionelle skridt.
- Det er vigtigt med en god start, og vi kan simpelthen ikke være andet bekendt. Hun lægger dog ikke skjul på, at det har været omkostningsfuldt at prioritere så konsekvent.
- Betingelsen har været, at det øvrige personale var med på ideen, selv om det blev hårdt for dem, fortæller hun. Projektet har betydet, at de øvrige medarbejdere har måttet tage en ekstra tørn for at få enderne til at hænge sammen, og ifølge kommu-nom Kirsten Knudsen, der hører til blandt de erfarne på lokalcentret, har det været hårdt indtil nu:
- Vi "gamle" har taget slæbet, og det har været en hård, meget hård, indsats. Men motivationen har været, at vi skulle have det op at stå, og så bliver man jo båret oppe af alle de glade smil hos de unge, forklarer hun.
Anne Marie Søland regner bestemt ikke med, at det er sidste gang, man forsøger sig med den slags indslusninger af nye medarbejdere. Sammen med Lise Lotte Jensen har hun planer om at opstille tre forskellige introduktionsprogrammer for fremtidige medarbejdere på lokalcentret: Et for nyuddannede socialrådgivere, et for erfarne socialrådgivere og et for kommunomer. På den måde håber Anne Marie Søland, der selv er uddannet cand.scient.pol. også på at kunne holde på medarbejderne. Samtidig regner hun også med selv at deltage i et forløb på et tidspunkt for at få større indblik i afdelingens forskellige sagsområder.
- Det har kostet på flere planer, men på lang sigt kan det betale sig, fortæller hun.
