Efter Mads-sagen: Rejsehold opsporer familier på flugt

25. marts 2010 - I Århus havde de i 2008 deres egen Brønderslev-sag. Det førte til oprettelsen af et rejsehold, som har tiden, viljen og kreativiteten til hurtigt at få fat på udsatte børnefamilier, der er på flugt fra kommunen.

Af Ole Larsen

De kommunikerer gennem brevsprækken. De kører hele vejen fra Århus til Sjælland for at følge op på børn, der måske er flyttet. Og så tager de dameblade med ud til samtalerne med de udsatte familier, hvis det er det, der skal til.

For godt et år siden fik socialrådgiverne i Opsøgende Team i Århus til opgave at trænge igennem til de familier, der afviser kontakt med systemet, er på flugt fra kommunen eller er sporløst forsvundet. Til gengæld har socialrådgiverne kun 5-6 sager hver, som de så arbejder intensivt med.

Teamet blev oprettet i kølvandet på en række uheldige anbringelsessager, herunder den såkaldte Mads-sag, hvor Århus Kommune fik massiv kritik for at handle for sent. Den samme kritik, som nu har ramt Brønderslev og Lolland kommuner. Og spørger man medarbejderne i Opsøgende team, er de ikke i tvivl om, hvor en del af problemet ligger. 

Undgår at sagerne "sander til"
- Vi har ressourcerne til at handle her og nu. Hvis vi får besked om, at der er problemer i en familie, kører vi af sted med det samme, og bruger ikke yderligere tid på at ringe eller skrive. Men det kan vi kun gøre, fordi vi sidder med så få sager. Som socialrådgiver har jeg selv prøvet at sidde med 40-45 børnesager, og i den bunke kan der altså gemme sig nogle alvorlige problemer, som ikke løses hurtigt og effektivt nok. Vi undgår, at sagerne ”sander til”, siger Klavs Thorlacius, som er den ene af tre socialrådgivere i Opsøgende Team. Herudover er der også ansat en pædagog.

Han fortæller, at troværdighed og respekt er afgørende for at opbygge en relation til familierne, som ofte har et mildest talt anstrengt forhold til kommunen. Og mange familier har da også en masse fordomme om, hvad kommunen vil og hvorfor, fortæller Klaus Thorlacius.

- Allerførst er vi nødt til at rydde disse fordomme af vejen. Vi skal vinde familiens respekt ved at vise en oprigtig interesse for deres ofte vanskelige situation. Derfor er vi også nødt til at bruge meget tid på at tale med familien og straks følge op med konkrete handlinger, så familien mærker, at der sker noget. Så vi går ikke bare ud og kræver en § 50-undersøgelse eller stikker dem et spørgeskema, men leder efter den sprække, der gør, at vi når ind til familien. Og det kan vi kun gøre, fordi vi sidder med så få sager.

Vi skal være uforudsigelige
Socialrådgiver Lone Vieland Mortensen er afdelingsleder i Opsøgende Team. Og hun er ikke i tvivl om, at Århus Kommune griber det rigtigt an ved at have et særligt team af medarbejdere, der kan løse de tunge og mest vanskelige sager.

- Vi kan konstatere, at der er familier, hvor det går galt i relationen til kommunen. Og det er jo ikke bare et problem for os som kommune, men især for de børn, som risikerer ikke at få den nødvendige hjælp. Vi skal rydde forhindringer af vejen, så familie og kommune samarbejder om børnene. Og skaber gode resultater, fortæller Lone Vieland Mortensen.

Når hun skal forklare filosofien bag den måde, der arbejdes på, hæfter hun sig især ved, at indsatsen skal være uforudsigelig. Familien oplever ofte, at det er forbundet med problemer, når kommunen banker på døren, og derfor skal de overraskes ved, at man går til dem på en anden måde, end de forventer.

- Normale metoder går ikke over for de her familier, som har masser af undskyldninger for ikke at overholde normale aftaler. Derfor gør vi meget ud af, at dukke op på overraskende tidspunkter, være insisterende på en kreativ måde og på den måde komme videre i et ellers fastlåst samarbejde, siger Lone Vieland Mortensen.

Havde rundstykker og dameblad med
Som eksempel nævner Klavs Thorlacius en sag, hvor en mor i flere dage nægtede at åbne døren for ham. Men gennem brevsprækken kunne han se hendes skygge inde i stuen, og han forsøgte at kommunikere med hende gennem den lille åbning i døren.

- Jeg var nødt til at finde på noget kreativt for at komme ind i lejligheden. Den næste dag tog jeg derud igen. Jeg havde et håndskrevet brev med til hende, hvor jeg skrev, at jeg følte for hendes situation, og at jeg ville komme igen den næste morgen med rundstykker. Da jeg parkerede min bil den næste morgen, kunne jeg se, at hun havde trukket gardinerne fra. Det var hendes signal til, at nu måtte jeg godt komme ind og besøge hende. Jeg havde også et dameblad med til hende, og vi fik en god snak om hendes situation, fortæller Klavs Thorlacius.