Jeg kan godt li´ at følge med. Det giver en god ballast i mit arbejde.

Ankestyrelsen kritiserer kommuner i børnesager

1. juli 2010 - Ankestyrelsen kritiserer nu den måde, som Brønderslev, Sønderborg, Lolland og Aabenraa kommuner har håndteret en række meget omtalte sager om vanrøgt af og overgreb på børn og unge. Dansk Socialrådgiverforening har tidligere efterlyst ny finansieringsmodel i børnesager.

Af Ole Larsen

Ankestyrelsen retter nu en kraftig kritik mod Brønderslev, Lolland og Sønderborg kommuner for deres sagsbehandling i konkrete sager om udsatte børn og unge. Aabenraa Kommune kritiseres også for sin håndtering af en konkret børnesag.

Det skriver Socialministeriet på deres hjemmeside

Ankestyrelsen har på opfordring fra socialministeren gennemgået en række sager, hvor børnene er blevet groft svigtet. Undersøgelsen er sat i værk dels for at give et overblik over, hvad der generelt går galt i alvorlige børnesager. Dels for at andre kommuner kan udnytte den viden.

Reagerer ikke hurtigt nok
Undersøgelsen peger blandt andet på, at kommunerne ikke reagerer hurtigt og konsekvent nok på underretninger om børn og unge, der lider overlast. Der lyttes ikke tilstrækkeligt til børnene Og overlevering af sager mellem kommuner foregår ikke alle steder hensigtsmæssigt.

Dernæst peger Ankestyrelsen på, at der i de undersøgte kommuner er problemer med dokumentation af sagerne, ligesom der mangler overblik og helhed i sagsbehandlingen.

Endelig kritiseres kommunerne for ikke at trække på gratis, faglig hjælp fra for eksempel SISO og VISO. SISO er et landsdækkende videnscenter for Sociale Indsatser ved Seksuelle Overgreb mod børn, som er forankret i Servicestyrelsen.

VISO tilbyder gratis, landsdækkende specialrådgivning til borgere, kommuner, institutioner og tilbud, når den rette ekspertise ikke findes i kommunen. VISO er også forankret i Servicestyrelsen.

Brønderslev: Vil kræve penge fra Lolland
Ifølge Politiken.dk erkender børne- og ungedirektør i Brønderslev Kommune, Henning Risager, at man er blevet klogere.

- Vi har nu fået Ankestyrelsens mening om vores håndtering af sagen. Den siger, at vi burde have grebet hårdere ind tidligere og nedprioriteret at samarbejde med forældrene. Det ved vi så nu, at det nok er sådan, vi kommer til at agere i fremtiden, og det retter vi naturligvis ind efter, siger Henning Risager.

Men Brønderslev Kommune tror ifølge Nordjyske.dk ikke, at de kommer til at sidde tilbage helt alene med regningen for anbringelse af otte mindreårige børn.

Brønderslev har allerede formelt bedt Lolland Kommune, hvor familien boede i cirka 15 år, om refusion af udgifterne, der løber op i nogle millioner - om året.

- Det kan ikke være rigtigt, at en kommune, hvor familien tilfældigvis bor i et halvt år, skal betale for anbringelsen, når familien har været kendt i det sociale system i de foregående 15 år, siger Henning Risager, børne- og kulturdirektør i Brønderslev Kommune.

» Læs nyhed: Socialrådgiverne efterlyser ny finansieringsmodel i børnesager (11. marts 2010)

Skal I spare?

Mange kommuner lægger op til besparelser på området for udsatte børn og unge. Skal I spare? Så send os en e-mail

Læs undersøgelse

Socialrådgivere oplever, at de må spare på barnets bedste.  Læs undersøgelsen: Økonomi og faglighed i børnesager 2010