Skal jeg sige, at jeg sidder i fængsel?

Socialrådgiveren nr. 8, 12. maj 2011

Hvordan kan man være en nærværende far for sit barn, selv om man er i fængsel? Og er det i orden at kalde fængslet for Norge? To socialrådgivere fra Vestre Fængsel i København har fået 1,4 mio. kr. af Egmont Fonden til at videreudvikle deres forsøgsprojekt “Far bag tremmer”.

Tekst Susan Paulsen

Savn, skyld og skam. Tre ord, som fylder meget for fædre, der sidder i fængsel. Hvordan kan jeg være en nærværende far, når jeg sidder inde? Er det ikke bedre at droppe kontakten helt, så jeg ikke skader mit barn? Behøver jeg at fortælle mit barn, at jeg sidder i fængsel?
Den slags spørgsmål blev de to socialrådgivere Lill Bløcher og Louise Storm mødt med, når de havde individuelle samtaler med varetægtsfængslede fædre i cellerne i Vestre Fængsel i København, hvor de begge arbejder. Igennem samtalerne blev det tydeligt for dem, at der er et stort behov for tilbud om råd og vejledning til de mange indsatte, som har børn.
– Mange forældre oplever sorg, skam, frustrationer, usikkerhed og savn, som de ikke selv kan finde ud af at håndtere. Igennem de senere år har der været fokus på at hjælpe børn, hvis forældre er kommet i fængsel, så der i dag eksisterer nogle rådgivnings- og behandlingstilbud til de indsattes børn og familier. Men inden for fængslets mure findes der fortsat ikke faste tilbud om, hvordan man håndterer forældreopgaven bag tremmer, forklarer de to socialrådgivere om baggrunden for, at de udviklede forsøgsprojektet “Far bag tremmer”.

Nu har de fået 1,4 millioner kroner fra Egmontfonden til at videreudvikle konceptet, som kan styrke de fængslede fædre i deres forældrerolle. Her fortæller de om deres foreløbige erfaringer – og forventninger til det nye projekt, som skal løbe over tre år.

Har han stribet fangedragt på?
Louise Storm og Lill Bløcher har begge været ansat på børne- og familieområdet i de kommunale forvaltninger, og det har i høj grad også været med til at inspirere til projektet.

– Vi er begge to meget optaget af familieproblematikker. Traditionelt har fængslerne fokus på de indsattes kriminelle handlinger, deres uddannelsesbaggrund og eventuelle misbrugshistorik. Den sociale indsats i fængslet handler om at give dem nogle tilbud, så de ikke falder tilbage i kriminalitet. Men man kan også være far og ægtemand, selv om man har en kriminel karriere, og der har ikke været så meget fokus på, hvor stor en betydning relationer har for at få en kriminalitetsfri tilværelse. Og vores hypotese var, at det er muligt at mindske recidiv igennem en familiebaseret indsats.

Louise Storm og Lill Bløcher forberedte – med stor opbakning fra ledelsen –forsøgsprojektet fra november 2009, og det første gruppetilbud i “Far bag tremmer” var en realitet i januar 2010.

– Det væltede ind med anmodningssedler om at få lov til at deltage i gruppetilbuddet en gang om ugen i to timer. Fædrene blev visiteret blandt andet ud fra sikkerhedshensyn. Vi var midt i en bandekonflikt, så det var nødvendigt at vurdere, om det var sikkert for de indsatte at være samlet i en gruppe på cirka seks personer, forklarer de to socialrådgivere.
Temaerne var råd og vejledning om forældrerollen, mestring af adskillelse fra familien, samt hvordan er jeg en relevant og nærværende far, mens jeg er i fængsel – hvordan reagerer mine børn på fængslingen og hvad har de brug for?

– Adskillelsen er traumatiserende for alle parter, ikke mindst de fængsledes børn, som måske får lidt eller slet ingenting at vide, får stukket en hvid løgn eller har forestillinger, som svarer til de fængselsbilleder, de har set på tv. Har far en fodlænke om benet, har han stribet fangedragt på, eller får han tæv? Deres tanker og fantasier kan vokse sig voldsomme, hvis de ikke får hjælp til at tackle situationen. Og her er det meget afgørende, hvordan man som forældre vælger at formidle virkeligheden til sine børn.

– Nogle fædre deler deres identitet op mellem ham, der begår kriminalitet, og så ham der er far til to drenge derhjemme. Mange af dem tænker, at det at begå kriminalitet ikke har noget med deres forældrerolle at gøre, og vores pointe er, at det har rigtig meget med deres rolle som far at gøre, og at det oftest vil få store konsekvenser for deres børns opvækstbetingelser.

Fortæller ikke børnene sandheden
Et af de helt store spørgsmål for de indsatte fædre er, om de skal fortælle deres børn, at de er i fængsel. Mange af dem fortæller ikke sandheden.

– Børn får at vide, at deres far arbejder i Grønland, Norge eller Marokko. Der er mange versioner. En indsat havde bildt sin datter på fire år ind, at han arbejdede i fængslet. En dag, hvor hun var på besøg, spurgte hun til sin far: Hvorfor har du klip-klapper – altså sutsko – på, når du er på arbejde? Så måtte faderen krybe til korset og fortælle sandheden, fortæller Lill Bløcher, og Louise Storm supplerer med et andet eksempel:

– En far valgte at fortælle sit barn, at han var i fængsel, fordi han var gået over for rødt lys. Selv om det er meget konkret og forståeligt, så er det ikke en hensigtsmæssig eller troværdig forklaring. Det kan være meget angstprovokerende for børnene, for tænk, hvis de går over for rødt, kan de så også komme i fængsel?

De to socialrådgivere anbefaler altid fædrene at fortælle deres børn sandheden – tilpasset det enkelte barns alder, modenhed og sårbarhed.
– Vi siger til den indsatte, at hvis du skal være en god og ansvarsfuld far, så skal du tage ansvar for, at du er i fængsel og ikke gøre det mere kompliceret for dit barn. Vi har oplevet, at nogle fædre har brug for at bedyre deres uskyld over for barnet og forklare, hvad politiet siger, og hvad anklagemyndigheden siger. De kan også forsøge at retfærdiggøre deres handling ved for eksempel at sige, at de har solgt hash for at sikre familiens sommerferie eller for at kunne købe en ny playstation til barnet. Det kan give barnet skyldfølelse, som det skal tackle oven i savnet af sin far.

Søn på halvandet år besøger far
Sikkerhedsforanstaltninger spiller en stor rolle i Vestre Fængsel. Mange af de indsatte har besøgs- og brevkontrol for ikke at forhindre efterforskningen. Det er belastende og kan have nogle alvorlige konsekvenser for familierelationerne. Det er meget sårbart, at have sit barn på besøg, mens en politibetjent overværer besøget. At have besøg beskriver de indsatte som noget af det bedste, men også som noget af det sværeste.

En ung far, som deltog i pilotprojektet “Far bag tremmer”, var så bange for at komme til at skade sit barn, så han havde besluttet ikke at få besøg af sin halvandet år gamle søn i fængslet.

– Faderen ræsonnerede, at hvis jeg bare melder mig helt ud af min søns liv, så skader jeg ham ikke. Vi talte med ham om hans beslutning, og til sidst indvilligede han i at prøve at have besøg af sin søn med støtte fra os. Så jeg tog imod hans søn og sønnens mor, og jeg gjorde meget ud af at “lege” os igennem de mange sikkerhedsforanstaltninger med fokus på at gøre det mindre skræmmende. Det betød, at faderen fik besøg af sin søn under resten af indsættelsen. I dag er faderen løsladt og har sønnen boende hos sig hver anden uge, fortæller Lill Bløcher.

Der var også en far, som sammen med sin kone havde besluttet, at de ikke ville fortælle deres to døtres børnehave, at faderen var i fængsel.

– I forbindelse med, at faderen deltog i pilotprojektet endte det med, at forældrene af hensyn til børnene gjorde op med hemmelighedskræmmeriet, så børnene blev sikret støtte fra pædagogerne i børnehaven.

Et andet tema, der har fyldt meget i gruppesamtalerne, er, at forklare fædrene, at “kommunen” som udgangspunkt ikke er deres modspiller, men medspiller.

– Vi har gjort meget ud af at være kommunens ambassadører og har forsøgt at afmystificere, hvad kommunen står for, og hvad for eksempel en  paragraf 50-undersøgelse går ud på. Mange af fædrene har dårlige erfaringer med kommunernes børne- og familieteams, enten fordi de selv har været i kontakt med kommunen, da de var børn, eller fordi de som forældre – før de blev fængslede – har haft et konfliktfyldt forhold til kommunen. Vi lægger vægt på, at kommunen er en vigtig samarbejdspartner for fædrene og deres børn - og har derfor også hjulpet nogle fædre med at tage kontakt til børne- og familieafdelingerne, fortæller de to socialrådgivere.

Godnat-historie på video
Louise Storm og Lill Bløcher er som nævnt netop gået i gang med at udvikle et fast koncept på anden runde af “Far bag tremmer”, som skal løbe over tre år og bliver et mere systematisk tilbud. På nuværende tidspunkt er de ved at indsamle ideer og skal blandt andet på studietur til New York. Bevillingen fra Egmontfonden svarer til tre årsværk, og det betyder, at de to socialrådgivere kan hellige sig projektet to dage om ugen. Og i modsætning til første runde af projektet får de denne gang reduktion i antallet af sager.

– Vi har planer om at video-optage fædrene, mens de fortæller godnathistorie, ligesom vi vil hjælpe dem med at skrive breve til deres børn. Selv om en far får brev fra eksempelvis sin søn, som fortæller om sin seneste fodboldkamp, kan faren godt give udtryk for, at han ikke ved, hvad han skal skrive til sin søn, for han oplever jo ikke noget herinde bag fængslets tykke mure. Vi forklarer så, at det er vigtigt, at de responderer på børnenes oplevelser: “Nå, du har været til fodbold i weekenden – scorede du nogle mål?” Vi har også tænkt os, at fædrene skal lave et fotoalbum af, hvordan der ser ud i fængslet og cellen, så børnene kan se, at deres far ikke sover på gulvet, men faktisk har en seng.

I løbet af den treårige periode vil omkring 270 fædre kunne deltage i det fulde forløb på i alt fire uger.

– På sigt er vores ambition at få børne- og familiearbejdet ud i hele Kriminalforsorgen. For hvis det kan lade sig gøre i Vestre Fængsel, som har meget skrappe sikkerhedsforanstaltninger, så kan det også lade sig gøre i andre fængsler, lyder det optimistisk fra Louise Storm og Lill Bløcher. 
 

Far bag tremmer

Målet er, at de indsatte fædre får:

• Bevidsthed om deres familiesituation
• Indsigt i, hvordan deres livsstil påvirker deres familieforhold, børns opvækstbetingelser samt hvilke værdier og normer, de viderebringer til deres børn
• Viden om børns udvikling, reaktioner og behov
• En indføring i børns rettigheder og forældres ansvar
• Bevidsthed om, hvordan de valg, de foretager, påvirker børnene
• Tryghed i opdragerrollen

Det Kriminalpræventive Råd vurderer, at 4.000-7.000 børn om året har enten en mor eller en far i fængsel.