Hold nu fast på den offentlige velfærd

Af Bodil Otto, Anders Bondo Christensen, Arne Pedersen, Benny Andersen, Bettina Post, Dennis Kristensen, Ellen K. Lykkegård, Henning Pedersen, Ingrid Stage. Bragt som kronik i Politiken den 28. september 2011. Kronikørerne er fagforeningsformænd for offentligt ansatte.

Vi skal måle vores samfund på, hvordan de svageste har det.

"Vi skal effektivisere den offentlige sektor, så den ikke er den store byrde for landet, som den er."

Nogenlunde sådan lød det, da en kendt erhvervsmand dagen efter folketingsvalget forklarede sig i morgenradioen.

Det er intet mindre end skammeligt at betegne de mange tusinde offentligt ansatte, der hver dag gør en kæmpe indsats for at levere velfærd til danskerne, som en ’byrde’. For hvordan kan erhvervsmanden drive sin virksomhed her i landet, hvis ikke velfærdssystemet fungerer? Hvis ikke rengøringsassistenten kan få sine børns tænder ordnet i tandplejen, hvis ikke hendes børn kan blive passet i en god vuggestue – og lære at læse og regne i en velfungerende offentlig skole? Hvis ikke hun kan få hjælp og støtte, når hun fra den ene dag til den anden mister sit arbejde på grund af krisen? Hvis ikke hun kan blive behandlet på et godt offentligt sygehus, når hun bliver syg? Vi kunne blive ved.

Desværre er erhvervsmandens retorik symptomatisk for den tone, der har præget debatten de seneste år. Næsten ikke en dag er gået, uden at vi har hørt nogle politikere og erhvervsfolk tale nedsættende om de offentligt ansatte. Danskerne ved imidlertid godt, at de offentligt ansatte ikke er en ’byrde’. Op til folketingsvalget afslørede en gallupundersøgelse, at 53 pct. af danskerne kræver flere medarbejdere i den offentlige sektor, at 87 pct. mener, at der bliver brugt for meget tid på dokumentation og registrering i den offentlige sektor, og at 82 pct. mener, det er en dårlig idé at indføre brugerbetaling på uddannelser.

Endelig viste undersøgelsen, at 51 pct. af danskerne mener, at velfærden i Danmark generelt er blevet dårligere de seneste år. Der er altså rigeligt med udfordringer at tage fat på.

Og der er brug for en ny politik til at matche de massive udfordringer, vi står over for i fremtiden. En ny politik, der understøtter medarbejdernes ambitioner om at skabe velfærd af høj kvalitet i mødet mellem borger og medarbejder. En ny politik, der ser de ansatte som en ressource. En politik, der genskaber arbejdsglæde, trivsel og stoltheden ved at arbejde for velfærd og for fællesskaber i Danmark. En politik med reel samfundsøkonomisk ansvarlighed og en bæredygtighed, der gør det muligt at udvikle velfærden.

Den danske velfærdshistorie er en succeshistorie – og ikke en forfaldshistorie

De stolte og dygtige velfærdsmedarbejderne, som vi repræsenterer, er over en bred kam parate til at præge dagsordenen med nye, fremadrettede løsninger. De offentligt ansatte er således en væsentlig ressource, der skal sikre Danmarks sammenhængskraft og bæredygtighed nu og i fremtiden. I modsætning til hvad vi har hørt gentaget til uendelighed i valgkampen, understøtter de offentlige velfærdsmedarbejdere netop den private sektor.

De udvikler økonomien, og de skaber ny vækst og velfærd. Stærk offentlig velfærd skaber forudsætning og mulighed for, at samfundet kan udvikle sig i positiv retning. Der er således ingen modsætning mellem offentlige og private – de er indbyrdes afhængige størrelser.

Men alt for mange medarbejdere oplever i dag, at deres mulighed for at levere den service og de velfærdsgoder, som samfundet forventer, bliver stadig mere udhulet. Vi oplever faldende tillid under de herskende styringssystemer. Vi oplever manglende rum for at udøve vores viden og uddannelse. Vi oplever umyndiggørende kontrol- og dokumentationskrav fra politikere. Vi oplever massive fyringer blandt vores kollegaer.

Den offentlige sektor skal levere velfærd, vi kan være bekendt, til alle, der har behov. For øjeblikket gennemføres massefyringer, tvangsudbud og store forringelser i den offentlige sektor, blandt andet fordi VK-regeringen og DF har givet skattelettelser og haft et skattestop kørende i snart 10 år. Besparelserne giver dårligere service og velfærd, hårdere arbejdspres og forringet arbejdsmiljø. Det rammer alle – men i særlig grad dem, der har det sværest i hverdagen.

Som velfærdsmedarbejdere i den offentlige sektor leverer vi allerede rigtig meget. Men vi er villige til at levere endnu mere fremover. Vi er villige til at tage vores tørn og vores ansvar under den økonomiske krise, men det kræver, at det politiske flertal giver os rum og mulighed for at gøre det, vi er bedst til.

Den danske velfærdshistorie er en succeshistorie – og ikke en forfaldshistorie. Den danske velfærdsudvikling har skabt lige muligheder og givet mennesker chance for at realisere drømme, som man skulle have troet var umulige. I Politikens debatserie om unge meningsdannere dukkede et højst tankevækkende indlæg op, som kun understreger og bekræfter behovet for en stærk velfærdsstat, der kan holde hånden under de svageste og sikre, at vi alle får optimale muligheder for at realisere vores menneskelige potentiale. Den blot 20-årige jurastuderende Jonas Thomsen Sekyere beskriver således sit møde med velfærdsstaten med følgende:

- "Jeg er et produkt af de sygeplejersker, der ud over deres arbejdstimer gav mig deres kærlighed. Jeg er resultatet af hver eneste folkeskolelærer, frivillige fodboldtræner og pædagog, der hver dag gør noget ekstra. Og hver gang jeg har trådt ved siden af, er jeg med blid og nærmest usynlig hånd blevet ledt på vej af et fællesskab med overskud til den, der af forskellige grunde har brug for et lille skub. Dét er i mine øjne den unikke danske model, den er jeg stolt af, og den skal vi passe på."

Det er intet mindre end skammeligt at betegne de mange tusinde offentligt ansatte, der hver dag gør en kæmpe indsats for at levere velfærd til danskerne, som en 'byrde'

Hans historie viser, at vi kan nå utroligt langt, når vi står skulder ved skulder og tager hånd om vores medborgere i det danske samfund. Jonas, der startede sit liv på psykiatrisk afdeling på Hillerød Hospital som søn af en psykisk syg mor, har gjort det umulige og blevet en succeshistorie langt ud over det, man kunne forvente. Men han kunne netop ikke have gjort det alene, og hans succes skyldes »den unikke danske model«, som han opfordrer os til at passe på. Vi giver udfordringen videre og vil samtidig understrege, at der findes tusindvis af mennesker med en historie, der svarer til Jonas’.

Derfor vil vi på vegne af 579.752 medlemmer af fagbevægelsen i den offentlige sektor gerne pege på seks centrale indsatsområder, som et nyt politisk flertal bør huske.

Indsatsområde 1:
God velfærd kræver tid, medarbejdere og ressourcer! Der skal være bedre tid, flere hænder og ordentlige normeringer til at levere velfærdsydelserne. På længere sigt får vi brug for at rekruttere medarbejdere til de store velfærdsområder og de områder, som sikrer sammenhængskraften i Danmark. Derfor er det afgørende at sikre en ordentlig kapacitet i den offentlige sektor og at undgå kortsigtede nedskæringer.

Fra juni 2010 til juni 2011 er der blevet 17.000 færre ansatte i kommunerne, og det kan ikke kun forklares med, at der er blevet færre børn, unge og voksne, som har brug for velfærd. Derfor ønsker vi et stop for de omfattende fyringsrunder, som har præget 2011. Velfærden bruges nu helt useriøst som kastebold, og for øjeblikket vedtages kun kortsigtede panikløsninger. Samtidig ønsker vi, at vore nedslidte kollegaer får mulighed for at komme på efterløn, og at der investeres i flere reelle job.

Indsatsområde 2:
Velfærden skal ikke styres som en privat virksomhed. Velfærden skal styres efter principper, hvor fokus på opgaverne kommer i centrum. Der er brug for en ledelse, der bygger på faglig indsigt, tillid til og dialog med medarbejderne om opgaveløsningen.

Den offentlige sektor skal naturligvis lade sig inspirere af og lære af erfaringer i det omgivende samfund. Men en kompetent ledelse af offentlige institutioner, skoler, plejecentre, infrastruktur og vedligeholdelsesområder kræver andre kompetencer end driften af en privat virksomhed.

De sidste 10 års styring i den offentlige sektor bekræfter, at vi har brug for en ledelsesreform, der bygger på fagprofessionel ledelse og velfærdsledelse frem for den såkaldte New Public Management. Vi skal have en afbureaukratiserings- og tillidsreform, så medarbejderne ikke skal bruge tid på unødig dokumentation. En grundlæggende styringsreform, der bl.a. bygger på, at kontrakter og betalinger mellem forskellige enheder fjernes. De skal kun kunne indføres på ny, hvis det aftales i kommuner, regioner og staten, at det forbedrer opgaveløsningen.

Indsatsområde 3:
Det danske samfund er helt og aldeles afhængigt af investeringer i forskning, udvikling og uddannelse til nuværende og kommende generationer. I en tid med økonomisk krise, hvor mange ansatte bliver fyret inden for mange sektorer, er det bydende nødvendigt med en aktiv uddannelsespolitik. Derfor er det særdeles uklogt at skære ned på uddannelsesområdet, når det netop skal sikre, at det stigende antal ledige får mulighed for opkvalificering og omskoling.

Vi ønsker et opgør med vrangforestillingen om, at samfundet altid sparer penge ved at udlicitere

Der er brug for at investere massivt i uddannelse på alle niveauer. Det er en del af løsningen på Danmarks økonomiske problemer. Det er endnu et eksempel på, at den offentlige sektor skal ses som en del af løsningen på de kæmpeudfordringer, vi står over for. Ikke som en ’byrde’.

Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Investering i mennesker, forskning og viden er det eneste, vi kan leve af i længden. Ligesom ordentlige muligheder for uddannelse og videreuddannelse i ansættelsen er det, der kan sikre et endnu mere effektivt arbejdsmarked. Udvikling af ideer og ny teknologi, der kan styrke konkurrencekraften, handler også om uddannelse. Både den private og offentlige sektor har mere end nogensinde brug for højt uddannet arbejdskraft. Viden, opfindsomhed og dygtighed er de afgørende konkurrenceparametre i fremtiden.

Indsatsområde 4:
Sundhed er blevet en privat sag. I et velfærdssamfund skal det være den læge- og sundhedsfaglige vurdering, der afgør behandlingen – ikke pengepungens størrelse. Det offentlige sundhedsvæsen skal ikke finansiere overbetaling af den private sundhedssektor.

Og hvis der partout skal være konkurrence mellem offentlige og private sygehuse, skal det foregå på lige vilkår. Ikke som i dag, hvor det offentlige sygehusvæsen er eneansvarligt for forskning og uddannelse. Hvor privathospitalet blot kan sende patienten videre til det offentlige system, hvis der opstår komplikationer. Sundhed er en stor post i samfundsøkonomien.

Men et sundhedsvæsen i offentligt regi er alligevel langt den billigste og mest retfærdige form for sundhed i den velstillede del af de vestlige samfund. Med lige adgang for alle og med høj kvalitet under demokratisk kontrol sikres en fair og lige behandling af vores syge.

Vi ønsker at sætte den læge- og sundhedsfaglige ekspertise i centrum af det offentlige sundhedsvæsen. Vi ønsker at fastholde et sundhedsvæsen, der baserer sig på demokratisk funderede beslutninger. Et sundhedsvæsen, der kan sikre en tilstrækkelig kapacitet i den offentlige del af sundhedsvæsenet. Endelig ønsker vi også at fjerne skattefriheden for arbejdsgiverbetalte syge- og sundhedsforsikringer, da der er tale om et direkte tilskud til den ulige adgang til sundhed, som tilmed kun står til rådighed for personer i beskæftigelse.

Indsatsområde 5:
Et delt samfund – eller et helt? Vi skal måle vores samfund på, hvordan de svageste har det. Der er brug for at anlægge en langt mere ambitiøs tilgang i forhold til at forebygge sociale problemer og social udstødning – herunder mere evidensbaseret viden om, hvilke indsatser der virker. Der bør investeres i løsningen af sociale problemer med forventning om et afkast på længere sigt.

Ulighed er et reelt problem, og den offentlige sektor med varierede og specialiserede indsatser over for de svageste borgere skal understøtte en udvikling, som gør uligheden mindre. Vi skal også kunne være os selv bekendt, hvilket bl.a. handler om at føre en anstændig fordelingspolitik med et fair niveau for de laveste sociale ydelser.

Stærk offentlig velfærd skaber forudsætning og mulighed for, at samfundet kan udvikle sig i positiv retning.

Der er desuden ved at opstå en uheldig tillidskløft mellem det offentlige og befolkningen, med hensyn til hvad der er korrekt og retfærdig sagsbehandling i kommunerne. Det gælder ikke mindst på det specialiserede socialområde. F.eks. spiller de økonomiske hensyn i mange tilfælde en større rolle end de socialfaglige vurderinger på handikapområdet.

Derfor har vi brug for udvidede investeringer i forebyggelse af sociale problemer, misbrugsproblemer og kriminalitet. Vi skal afskaffe de laveste sociale ydelser (kontanthjælpsloft, 450-timers regel og starthjælp m.v.) og sikre en velfungerende og uvildig klageinstans, der varetager retssikkerheden på det sociale område.

Indsatsområde 6:
Vi vil have velfærden tilbage. Velfærden kan kun trives med en stærk og udviklingsorienteret offentlig sektor. Den offentlige sektors samspil med den private sektor har været den primære årsag til, at vi har så høj en velstand, som vi har. Den offentlige og private sektor er ikke modsætninger, men hinandens forudsætninger. Derfor skal kommunerne, regioner og statslige virksomheder ikke have et udbudskrav dikteret, men rum til at udvikle og styrke de offentlige velfærdsydelser.

At fastsætte centraliserede påbud om, at mindst 31,5 pct. af den kommunale velfærd partout skal placeres på private hænder, er meningsløs ideologi. De fleste empiriske undersøgelser kan ikke dokumentere, at der samlet set skulle være gevinster ved at udlicitere velfærdsopgaver. Tværtimod er der mange eksempler på, at service og arbejdsforhold bliver dårligere. Hertil kommer en række følgeomkostninger for det offentlige i forbindelse med at udarbejde kontrol- og udbudsmateriale.

Vi ønsker et opgør med vrangforestillingen om, at samfundet altid sparer penge ved at udlicitere, når forskningen på området generelt ikke understøtter denne konklusion. Det betyder også, at der skal være fair og lige rammebetingelser imellem offentlig og privat opgaveløsning, hvis den offentlige service skal udsættes for konkurrence fra private aktører. Øget konkurrenceudsætte af offentlige serviceopgaver skal ske ud fra en vurdering af lokale og konkrete forhold.

Vores seks indsatsområder kommer ikke til at stå alene. Vi vil fra fagforeningerne i den offentlige sektor fortsætte samarbejdet og kampen for at holde sammen på den offentlige sektor. Vi vil fortsætte med at tage ansvar for samfundsudviklingen for at udvikle velfærden i en endnu mere innovativ retning de kommende år. Og vi vil først og fremmest sikre, at velfærdsstaten får mange flere succeshistorier at fortælle om i de kommende år.

Det er denne opgave, som vi håber, det politiske flertal i Danmark vil hjælpe os med at løse.

Vi har brug for, at det politiske system hjælper os alle sammen på vej til en ny og holdbar velfærd.