Og vi kalder os verdens lykkeligste folk …

Socialrådgiveren nr. 8, 10. maj 2012

Danskerne beskrives ofte som et af verdens lykkeligste folk, men bogaktuel psykologiprofessor har svært ved at få billedet til at stemme, når en halv million tager antidepressiv medicin, og 700.000 er på førtidspension, dagpenge eller kontanthjælp.

Tekst Henrik Stanek

Velfærdstaten skal bringe flest muligt i arbejde for at optimere samfundets menneskelige kapital. Systemet bygger på en logik om, at den enkelte borger kan træffe kvalificerede valg, tænke langsigtet og forfølge sine mål. Derfor tror politikere, at de får kontanthjælpsmodtagere til at tage et job, hvis de sætter ydelsen ned.

Men sådan fungerer langt fra alle. En del kontanthjælpsmodtagere skubbes endnu længere væk fra arbejdsmarkedet, så i stedet for at presse dem skulle vi give dem den hjælp, de har brug for til at få fodfæste på en uddannelse eller i et job.

Det mener Carsten René Jørgensen, professor i klinisk psykologi på Aarhus Universitet og aktuel med bogen ”Danmark på briksen”. Heri trækker han et psykologisk perspektiv op på Danmark og danskerne i det senmoderne samfund - for at gøre opmærksom på områder, som trænger til at blive rettet op.

At forstå menneskesynet
Ved hjælp af en række undersøgelser dokumenterer Carsten René Jørgensen, at det er så som så med den psykiske sundhed i en del af befolkningen. I 2009 tog op imod en halv million danskere antidepressiv medicin og andre former for psykofarmaka for at få hverdagen til at hænge sammen. Mange unge kvinder er præget af nedsat trivsel og selvskadende adfærd, antallet af drenge og unge mænd, der får medicin for ADHD, vokser eksplosivt, og som samfund har vi svært ved mentalt at integrere indvandrere.

– Ofte meget simple undersøgelser fortæller historien om et ovenud lykkeligt folk, der trives, er tilfreds med livet og har en høj grad af tillid til hinanden. Men det billede kan 10-15 procent af danskerne næppe identificere sig med. De oplever ikke, at de er specielt lykkelige. Tværtimod må de kæmpe for at leve op til nogle idealer, de dybest set godt ved, de har svært ved at nå. Det har været en af mine drivkræfter til at skrive bogen, men den udtrykker også en god gammeldags indignation over den måde, vi omtaler, forstår og behandler skrøbelige og socialt udsatte mennesker på, inklusiv indvandrerne. Hvordan kan vi forstå menneskesynet bag den senmorderne danske velfærdsstats tilgang til disse mennesker, spørger Carsten René Jørgensen.

Indvandrere passer ikke ind
Bogen er et forsvar for grundlæggende humanistiske ideer, psykologisk forståelse og det enkelte menneskes værdighed og integritet. Intentionen er ikke at tegne et billede af et samfund i frit fald, men det er nødvendigt at tale om konsekvenserne, mener Carsten René Jørgensen, når politikere forsøger at løse sociale problemer med strengere straffe og skærpet kontrol og ved at nedsætte de sociale ydelser og indføre fx starthjælp til indvandrere, som den borgerlige regering gjorde det.

– Politikerne mener uden tvivl, at de gør op med tidligere tiders lemfældige udlændingepolitik, men det går ud over konkrete mennesker. Indvandrere er ikke bare en grå masse. Når vi i meget generaliserende vendinger taler nedsættende om indvandrere og behandler dem dårligt, føler de sig hverken respekteret eller anerkendt. Det er med til at marginalisere dem yderligere og øger risikoen for, at de klarer sig dårligere og får dårlig livskvalitet. Vi risikerer, at grupper af indvandrere sætter sig op imod det danske samfund.

Ønsker vi sådan en kløft?
Carsten René Jørgensen vil have os til at forstå bekymringerne bag eksempelvis fremmedfjendtlighed. For hvis ens handlinger er drevet af irrationelle kræfter, risikerer man at skabe nye problemer uden at klare de udfordringer, man oplever at stå over for.

– Når samfundet er under pres, udpeger man grupper, man ikke synes passer ind. På kort tid er en stor gruppe indvandrere kommet til landet. De lever på en anden måde og ser anderledes ud, og hvis man vælger at betragte dem som repræsentanter for en middelalderlig og primitiv kultur, betragtes det som mere værdifuldt at være etnisk dansker. Frem for at spejle os i andre skulle vi hellere se på vores egne kvaliteter. Med kulturkanonen prøvede den tidligere regering at afgrænse kerneværdierne i dansk kultur, og det var positivt i den forstand, at den ville finde vores egne værdier frem for at lede efter fejl hos andre, siger Carsten René Jørgensen.

Du har selv ansvaret
”Danmark på briksen” er ude af trit med den herskende tidsånd om, at alle skal yde mere på kortere tid af hensyn til samfundsøkonomien, erkender Carsten René Jørgensen. For han mener, at det er nødvendigt at gøre opmærksom på, at ikke alle magter at følge med, men risikerer at blive socialt ekskluderet.

Det indgår ganske vist i den danske selvforståelse, at alle, der ikke kan klare sig selv, skal have hjælp fra det offentlige til at få en nogenlunde ordentlig tilværelse. Men samtidig har der bredt sig en opfattelse af, at det skal kunne betale sig at arbejde, så det må ikke være for “attraktivt” at blive forsørget af det offentlige. Og de, der udnytter systemet, skal opspores og straffes.

– Den tilgang forstærker tendensen til at individualisere sociale og psykiske problemer, hvor den enkelte stort set altid og alene er ansvarlig for at uddanne sig, tilpasse sig krav på arbejdsmarkedet og træffe valg, som gør det muligt at komme ud af offentlig forsørgelse. I praksis fører det til, at politikerne forsøger at løse sociale problemer ved at forringe udsattes vilkår yderligere, så det handler om, at de bare skal tage sig sammen, påpeger Carsten René Jørgensen.

Politikerne har et stort ansvar for den måde, der tales om svage grupper på, mener han.
– Hvis de pakker kontrol ind, så det ligner hjælp, er det respektløst. Man skal selvfølgelig stille krav, men vi skal samtidig passe på med at generalisere om en stor gruppe af mennesker.

Pas på med firkantede kasser
Når kontanthjælpsmodtagere for eksempel beskyldes for at have en krævementalitet, kan det være med til at blokere for, at vi sætter os ordentligt ind i, hvorfor den enkelte har fået netop disse vanskeligheder på dette tidspunkt i sit liv.

– Vi forstår dem ikke rigtigt. De føler sig heller ikke forstået, når vi siger, at alle har brug for det samme. Nogle skal måske have et spark bagi, men en stor del har sociale eller psykiske problemer. Alligevel sætter vi os ikke ind i om Bente er doven, eller om i hun har andre og sværere problemer, siden hun ikke kan få eller holde på et job? Hvis vi skal blive bedre til at forstå folk, må vi ikke putte dem ned i firkantede kasser, når de er meget forskellige. Matchsystemet skelner mellem folk, og det er en udmærket ide, så længe man ikke straffer de mest skrøbelige, mener professoren.

– Nogle kan ikke gennemføre en uddannelse, fordi de ikke kan samle sig om at læse en tyk bog på grund af alvorlige psykiske og sociale problemer. Det skal man afstemme hjælpen efter. Det er vigtigt, at man tænker psykologisk: Hvordan kan vi forstå, at denne person igen og igen dropper ud af uddannelse og job? Skyldes det en personlighedsforstyrrelse, traumer eller ADHD? Der er stor sandsynlighed for, at vi finder svaret her.

Kun hver fjerde kontanthjælpsmodtager reagerer med øget jobansøgning, når man sætter ydelsen ned, viser en undersøgelse fra Rådet for Socialt Udsatte. Flertallet bliver blot endnu mere modløse og oplever en ringere livskvalitet, både fysisk og psykisk.

– De reagerer ikke som det billede, vi har af det ressourcestærke individ. De bliver fattigere og kommer endnu længere væk fra arbejdslivet. Vi har opstillet et system, som passer på nogen, men ikke alle, fordi vi ikke har tilstrækkeligt blik for, at der er stor forskel på, hvordan mennesker reagerer på pres.

Det tolerante samfund er truet
Der vil altid være borgere, der falder igennem, men Carsten René Jørgensen spørger, om et rigt samfund som det danske skal acceptere, at så mange mennesker bliver marginaliseret.
For selvom samfundsøkonomien viser, at vi ikke har råd til samme velfærd som for 20-30 år siden, er Carsten René Jørgensen også her parat med et modspørgsmål: Kan vores selvforståelse som et tolerant samfund, hvor de bredeste skuldre bærer mest, og de mest udsatte får hjælp til at blive en del af samfundet, overleve i længden, hvis vi i praksis fortsætter med at marginalisere grupper af socialt udsatte?

– Hvis vi ikke ændrer kurs og begynder at behandle de udsatte grupper mere anstændigt, kan vi ikke undgå at tabe flere. Samtidig er der risiko for, at vi bruger ressourcerne forkert. Hvis vi sender et menneske i behandling for depression og siden opdager, at der er tale om en alvorlig personlighedsforstyrrelse, har vi brugt tiden og pengene fejlagtigt. På lang sigt er det bedre for både den enkelte og fællesskabet, at vi finder ud af, hvad problemet er, og hvad vi stiller op med det.

Selv er Carsten René Jørgensen ikke i tvivl om, hvem der skal have mindre, hvis der skal bruges flere ressourcer på at hjælpe udsatte.

– Vi bør koncentrere indsatsen om dem, der har det største behov, frem for fx at give alle en børnecheck. Vi er nødt til at tage noget fra nogen, og middelklassen står bedre rustet til at tage ansvar for eget liv på længere sigt.

“Danmark på briksen”, af Carsten René Jørgensen, Hans Reitzels Forlag, 395 sider, 398 kroner.
 

Socialrådgivere under pres

Carsten René Jørgensen gætter på, at mange socialrådgivere er under pres som en naturlig reaktion på,  at velfærdsydelserne standardiseres og skæres ned.

– Hvis man for mange gange oplever, at man behandler andre på en måde, man ikke kan stå inde for, giver det kvaler med samvittigheden, og det kan føre til fremmedgørelse. I psykiatrien er det begyndt at blive sådan, at den enkelte patient – den enkelte diagnose – skal have en bestemt mængde behandling, selv når behandleren ved, at det ikke er tilstrækkeligt. Det er ikke optimalt, men økonomien og retningslinjerne bestemmer, siger han.

Det er nemt for en professor i psykologi at sige, at socialrådgiverne bør råbe op, hvis de oplever, at systemet er forkert, erkender Carsten René Jørgensen. Men det kan blive nødvendigt.

– Jeg forestiller mig, at man risikerer at komme i klemme og miste sit job, hvis man åbner munden. Men noget tyder på, at for eksempel indsatsen over for udsatte børn ikke har været optimal. Også her er der – i tidens ånd – tendens til at gøre det til et individuelt problem ved at sætte navn på en bestemt socialrådgiver og give hende ansvaret, selv om det må være et systemisk problem, mener Carsten René Jørgensen.