Bettina Post stopper som socialrådgiverformand

14. august 2012 - Efter otte år i spidsen for Dansk Socialrådgiverforening stopper Bettina Post, når der er valg til november.

Af Ida Skytte

Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, genopstiller ikke ved det kommende valg. Hun understreger, at forårets stormvejr omkring sagen om kontanthjælp til uddannelsesparate unge under 30 år ikke er den direkte årsag til, at hun stopper. Men sagen, hvor hun blev undsagt offentligt af dele af hovedbestyrelsen, varsler en ny politisk virkelighed i foreningen, som hun har svært ved at se sig selv i, lyder forklaringen.

- Jeg har i alle årene betonet, at vi er en partipolitisk uafhængig fagforening med et stort socialpolitisk engagement. Mine udmeldinger i pressen, til samarbejdspartnere, ministre og ordførere både i den forrige og den nuværende regering har altid baseret sig på socialfaglig viden, erfaring og indsigt og ikke på partipolitisk tilhør. Det er i høj grad det, der har skabt og cementeret foreningens troværdighed som socialpolitisk ekspert og medspiller på mange baner, siger Bettina Post.

- Desværre oplever jeg, at der er et skift på vej i retning af en mere ideologisk tilgang til socialpolitikken, som i mine øjne blokerer både for udvikling af socialpolitikken og for fastholdelsen af det socialfaglige argument. Det er hverken godt for foreningen eller for socialrådgiverne, siger hun.

Målene er nået
Da Bettina Post blev valgt som næstformand i 2004 havde Dansk Socialrådgiverforening i hendes øjne ikke den nødvendige synlighed og politiske indflydelse til at bane vejen for mere attraktive forhold for landets socialrådgivere og for dem, som skal have glæde af indsatsen.

- Det har stået i samtlige mine opstillingsgrundlag, at det var noget, jeg ville gøre noget ved, og min indsats igennem årene har medført, at foreningens synlighed, troværdighed og politiske slagkraft aldrig har været større.

- Jeg har med andre ord nået mine mål og kan aflevere en forening, som trods de politiske og økonomiske udfordringer befinder sig på toppen. Det føles godt, siger Bettina Post.

Dansk Socialrådgiverforenings næstformand, Ulrik Frederiksen, har tidligere meldt ud, at han ikke genopstiller. Fristen for at melde sig som kandidat til en af de politiske poster i foreningen udløber den 10. september. 
 


Blå bog
Født 8. marts 1961, enlig mor til to drenge på 15 og 19 år. Bor i Herlev.
1988: Uddannet socialrådgiver (København)
1988-2004: socialrådgiver i AMU og i forskellige kommuner med indsatserne over for socialt udsatte børn og familier samt voksne ledige langt fra arbejdsmarkedet.
2004: Valgt til næstformand i Dansk Socialrådgiverforening
2008: Valgt til formand
Medlem af Socialpolitisk Forenings hovedbestyrelse fra 2004, af FTF's forretningsudvalg fra 2007, af Ceveas Advisory Board fra 2009, af Velfærdens Iværksættere 2009-10, af Velfærdspanelet fra 2009, af den kriminalpolitiske tænketank Forsete fra 2010.