Anerkendelse hjælper kræftramte videre

19. november 2008

Kræftramte føler sig krænkede og mistænkeliggjorte i mødet med jobcenteret. Anerkendelse er første skridt til rehabilitering, lyder en socialrådgivers opråb til egen faggruppe.

Af Jeannette Ulnits, journalist

Føler sig “puttet i samme kasse som dem, der ikke vil arbejde”, eller “betragtet som en, der vil tiltuske sig et fleksjob uden at være syg nok”.

Det er blandt andet de følelser, kræftramte giver udtryk for efter mødet med jobcenteret under eller efter deres sygdom. De er sammen med en række tilsvarende erfaringer linet op i socialrådgiver Mette Juel Hansens undersøgelse, som handler om de sociale problemstillinger, der kan opstå efter en kræftdiagnose.

I undersøgelsen, der blandt andet er finansieret af Dansk Socialrådgiverforening, har Mette Juel Hansen interviewet 16 personer med kræftdiagnosen anal cancer. Hun er ikke i tvivl om, at hendes resultater kan generaliseres til mange andre kræfttyper.

- Kræftramte møder mistro, en systemstyret tankegang og en udtalt mangel på viden om kræft og senfølger i deres livs største krise. Jeg synes, det er vigtigt, at kommunerne forstår, at det får konsekvenser i form af en længerevarende rehabilitering.

- På det helt overordnede plan i rehabiliteringen mangler der ofte en simpel, menneskelig tilgang som for eksempel at medtænke, hvordan man selv vil ønske at blive mødt, hvis man får kræft og skal i dialog med en sygedagpenge-afdeling. Ville det være ok, at en ukendt sagsbehandler ringer, inden behandlingen er begyndt, og spørger, hvornår man kan arbejde igen? Eller at man bliver indkaldt til samtaler midt i et behandlingsforløb, hvor man knap kan stå oprejst på grund af kvalme og smerter? Og om man selv vil have overskud og argumenter klar til en sagsbehandler, der vil sende én i arbejdsprøvning, selv om man forr eksempel er blevet kronisk eller midlertidig afføringsinkontinent efter en behandling?

To verdener kolliderer
Flere af deltagerne i undersøgelsen forklarer konsekvenserne af at have den kommunale elefant trampende rundt i sin personlige glasbutik:

“Det er et stort problem og det er muligt, at hvis alt det der (fleksjobansøgning, red.) gik i orden, at jeg psykisk ville få det meget bedre. Jeg tror, at det ville hjælpe meget, og det kunne endda være, at jeg ville få det så godt, at jeg kunne mere på et tidspunkt. Men det er jo det, de ikke kan se. De siger bare, at du ser godt ud. Det er som om, at man ikke får lov til at lægge det bag sig, og jeg synes, at de (kommunen, red.) har været utroligt længe om det.”

- Som kræftsyg har man hårdt brug for accept og forståelse for den alvorlige, livstruende situation, man er i. Det er to forskellige verdener, der kolliderer. En kræftramt kommer til et systemtænkende jobcenter med træthed, kvalme og spekulationer om, hvorvidt de mister jobbet, huset og ægtefællen i baghovedet. Min erfaring fra 11 års arbejde med kræftramte er, at det for nogle er en urimelig stor belastning oven i sygdommen at skulle bekymre sig om de sociale og økonomiske problemstillinger. For nogle er kræftdiagnosen starten på en social deroute, og behandlingsperioden begyndelsen på en permanent social amputation på grund af bivirkningerne, forklarer Mette Juel Hansen.

Socialrådgiverens baggrund er ni års ansættelse på en kræftafdeling på Herlev Hospital, tidligere ansat i Kræftens Bekæmpelse og på en kirurgisk hospitalsafdeling for kræftpatienter. Hun har gennem sit arbejde erfaret, at kommunerne er tilbøjelige til at overtage hospitalsverdenen ensidige fokus på behandlingens effekt, mens følgevirkningerne af sygdom og behandling overses. Derfor møder borgerne meget ofte den forståelse, at når behandlingen er slut, og man er erklæret sygdomsfri, så har de som udgangspunkt samme arbejdsevne som før, forklarer hun.

Om det aspekt skriver en kræftramt: “Man føler, at man er mistænkeliggjort. Det er en form for mistillid og jeg føler, at det er en kamp”.

Alvorlig sideeffekt
Mette Juel Hansen er ikke i tvivl om, at den sociale lovgivnings standarder i sygedagpenge- og fleksjobsager hindrer en helhedsorienteret og anerkendende sagsbehandling.

Det har overrasket hende, at mange oplever, at det er de sociale myndigheder og ikke arbejdspladserne, der skaber problemer, når borgerne midlertidigt eller varigt ikke kan klare jobbet som før.

- For eksempel kan den opstramning af fleksjobreglerne, der går ud på at forhindre, at arbejdspladserne bruger fleksjobordningen som en billig løsning, have den alvorlige sideeffekt, at det omvendt er svært at få gavn af arbejdspladsernes velvilje overfor deres syge medarbejdere. Det kan få den konsekvens, at nogle kræftramte simpelthen mister muligheden for at komme tilbage til deres arbejdsplads i et fleksjob. Og vi ved jo, at kommunerne har meget svært ved selv at finde fleksjob til alle, siger hun.

Helt eller delvist at komme tilbage til sit arbejde spiller en vigtig rolle for at kunne lægge sygdommen bag sig og komme videre, viser undersøgelsen. Derfor bør den sociale del af rehabiliteringen i høj grad fokusere på, hvordan arbejdet skal genoptages, og om der er særlige behov for nedsat tid, andre arbejdsopgaver eller andet, siger Mette Juel Hansen.

Men selv om problemstillingen primært er politisk, er der alligevel noget, sagsbehandlerne på gulvet kan gøre for de kræftramte, mener hun:

- Jeg ved fra min hverdag, at rigtig mange kolleger gør et godt stykke arbejde på trods af arbejdsvilkår og lovgivningens begrænsninger. Men min undersøgelse viser, at anerkendelse er et element, kræftramte savner og ser som er et afgørende skridt på vejen tilbage til arbejdet – derfor skal det budskab også ud. Når vi overholder loven, sker det nogle gange på bekostning af borgeres grænser. Derfor er det så vigtigt, at vi bevarer vores faglighed og møder de syge med tillid og finfølelse. Det kan vi for eksemple gøre ved at anerkende, at de både kan være sygdomsfrie og alligevel ikke raske nok til at arbejde som før, siger Mette Juel Hansen.

Læs undersøgelsen på www.herlevhospital.dk Klik på“ afdelinger”, “socialrådgiver” og herefter på “forskning”.

Mange kræftramte i hver kommune
Antallet af danskere, der rammes af kræft, stiger med 6-700 tilfælde om året. Over de seneste 10 år er antallet af nye kræfttilfælde steget med 26 procent om året. Det skyldes først og fremmest, at vi bliver ældre, men fjernes aldersfaktoren fra statistikkerne, er stigningen på 16 procent.

I en kommune med 50.000 borgere vil der være 2.130, som skal leve med kræft, heraf 690 i erhvervsaktiv alder. Den forbedrede behandling betyder, at flere patienter helbredes eller lever længere. Men mange lever med alvorlige følger efter sygdommen og behandlingen. Det betyder blandt andet, at deres arbejdsevne kan være stærkt nedsat og livskvaliteten forringet.

Læs mere på www.cancer.dk

Fem konkrete råd
Mette Juel Hansens fem anbefalinger for arbejdet med social rehabilitering i både kommunalt og regionalt regi:

1. Anerkend sygdommen og de akutte/varige bivirkningers karakter og udvis finfølelse for den enkeltes personlige grænser og ressourcer.

2. Afdæk rehabiliteringsbehovet systematisk og tværfagligt. Registrer bivirkninger og senfølger i lægejournalen.

3. Sørg for en systematisk, tværfaglig og tværsektoriel indsats over for borgere med mange og komplicerede senfølger.

4. Hold fokus på om der, når borgeren genoptager sit arbejde, er brug for en særlig indsats.

5. Bemærk at enlige, kræftramte forældre kan have brug for psyko-social støtte, for eksempel i form af pasning af deres børn.