Kvoteflygtningene får en bedre start
19. november 2008
Det såkaldte ‘før-rejse-kursus’ giver de udvalgte kvoteflygtningene et indblik i Danmark og danske forhold. Det hjælper både flygtningene og kommunerne, men det sikrer ikke i sig selv en bedre integration, påpeger socialrådgiver, der er med i Zambia for at forberede flygtningene på deres nye liv.
På den overdækkede terrasse foran det lille stenhus, hvor der hver dag bliver serveret frokost til den danske delegation, har Jette Buchgraitz søgt ly for solen og de mange myrer, som vrimler op af jordens tørre sprækker.
En lille mørk dreng, der ikke rager op over hendes ben, er fulgt efter hende. For Jette Buchgraitz, der er socialrådgiver og flygtningekonsulent i Varde Kommune, har ikke bare Gajoler, hun deler ud af, hun kan også tale swahili. Og det giver hende et særligt indblik.
- Det betyder utrolig meget for de her mennesker, at de skal til Danmark. De har fået et håb nu, og det håb fornemmer man. Selv om det er tydeligt, at en del er undernærede, og nogle er afkræftede, fordi de har sygdomme, de endnu ikke er kommet i ordentlig behandling for, så er de så nysgerrige og modtagelige over for alt det nye, de bliver præsenteret for. Og selv denne her dreng, som ikke er mere end to år, ved, at han skal til Danmark, at han skal flyve og at landet ligger langt, langt væk, siger hun.
Jette Buchgraitz har en fortid som udsendt for Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania, og hun var ikke i tvivl om, at hun ville melde sig på, da Udlændingeservices tilbud om at deltage i før-rejse-kurset nåede kommunerne.
- Udvælgelsesrejserne siger mig ikke så meget, for der har vi ingen indflydelse, det er suverænt Udlændingeservice, der vælger de flygtninge ud, som får lov til at komme til Danmark. Men her på før-rejse-kurserne kan vi være med til at forberede flygtningene på det, de kommer til at opleve, når de bliver mødt i kommunerne hjemme, og derfor synes jeg, det er mere relevant for mig, siger hun.
Større tryghed
Jette Buchgraitz, som har arbejdet med flygtninge i 20 år, synes i øvrigt, at det er en rigtig god idé at afholde før-rejse-kurserne.
- Det er fint, fordi flygtningene har en større tryghed, når de kommer til Danmark, hvis de ved lidt om, hvad de skal op til. De ved nu, hvor landet ligger, de ved, de får en seng at sove i, og at de får nogle penge at klare sig for. Førhen, når vi modtog flygtninge, havde de ingen idé om, hvad der ventede dem. Jeg har modtaget flygtninge, som ikke anede, hvor de var henne i verden. Men her snakker de om det, og i de fem dage, der er gået, er det tydeligt, at de er blevet mere nysgerrige og modige i forhold til at spørge, siger hun.
At gå så vidt som at sige at før-rejse-kurserne sikrer en bedre integration, vil Jette Buchgraitz dog ikke.
- Jeg ved ikke, om før-rejse-kurserne sikre en bedre integration. Det tror jeg egentlig ikke, for det er en meget stor opgave at skulle indstille sig på et så anderledes liv, og det handler om meget andet end at være tryg i starten, siger hun og fortsætter:
- På mange ommåder er vilkårene for dårlige. De får starthjælp på ca. 5.000 kroner om måneden før skat, og selvom det lyder af meget for dem, så bliver det meget svært for dem at få pengene til at slå til. I Danmark skal de betale for alting, det koster penge at åbne for hanen og tænde for lyset, de kan ikke bytte sig til mad, og det er nyt for dem. Noget af det, der afgør, hvor godt de falder til, er også, om de har mulighed for at lade deres børn deltage i aktiviteter og eksempelvis andre børns fødselsdage, og det er der ikke penge til, når man er på starthjælp. Efter min mening har de for lidt.
For store krav
Samtidig er de krav, der bliver stillet til dem, for store, mener Jette Buchgraitz. Og det gælder især for de enlige kvinder, der kommer til landet ofte med måske fem til syv børn. Inden for den første måned skal deres hverdag, ifølge udlændingeloven, køre på skinner. Det vil sige, at børnene skal være startet i skole/ fritidshjem eller daginstitution og de voksne skal være i gang med danskundervisning.
- Vi burde give dem mere tid. Mange kommer med sygdomme, de skal behandles for, de er ofte underernærende, de har tænder, der skal ordnes, de har aldrig set en elevator før, de kender ikke butikker, som vi har dem, og mange aner ikke, hvad en bankkonto er. Og så har de jo i årevis levet som statsløse, hvor de intet har måttet foretage sig, hverken med arbejde, skole eller noget som helst andet, og nu kræver vi lige pludseligt, at de laver alt muligt meget hurtigt. Det jo nærmest et paradoks, mener Jette Buchgraitz.
Netop fordi overgangen er så stor for flygtningene, er det en god investering at sende socialrådgivere fra kommunerne med på før-rejse-kurserne, når det er muligt.
- Jeg får to af familierne herfra til min kommune, og nu kan jeg vende hjem til institutioner og skoler og til mine kollegaer i kommunen og fortælle, hvad det er for nogle mennesker, der kommer til Danmark. Jeg kan fortælle, hvad de har oplevet, hvordan de har klaret sig, og hvad man skal tage hensyn til. Eksempelvis aner børnene her ikke, hvordan man omgås legetøj, for de har aldrig haft noget, og det betyder, at de forsøger at få det for sig selv og er meget hårde ved det, men ved at informere om det, kan man gøre problemet mindre.
Forskellig indsats i kommunerne
For Jette Buchgraitz er indsatsen i kommunerne meget afgørende, og hun bekymrer sig over den store forskel, der er, når det gælder flygtningeområdet. Selv er hun heldig at være i en kommune, hvor området er prioriteret højt, og hvor de er tre flygtningekonsulenter.
- I mange kommuner findes der ikke flygtningekonsulenter, og i en del kommuner må flygtningene klare sig med at tale med en socialrådgiver hver tredje måned, og det rækker slet ikke, siger hun og fortsætter:
- Jeg er så heldig at have et halvt år med de flygtninge, der kommer til min kommune. Et halvt år, hvor jeg hjælper dem med alle de små og store praktiske ting, der hele tiden dukker op, og jeg har al den tid, de skal bruge. Den sidste familie jeg fik, var jeg hos nærmest dagligt, indtil jeg fandt ud af, hvad de havde brug for af hjælp. Det blev til en ‘hjemme-hos’-person og en tolkefunktion, forklarer Jette Buchgraitz, som mener, det gælder om at støtte familierne i at lære mest muligt dansk.
- Det er efter min mening et problem, at der bliver lagt så stor vægt på arbejde, for den bedste vej til et integreret og godt liv i Danmark, er, at de lærer sproget, så de kan få en uddannelse og blande sig med andre. Men de få penge, de har, og regeringens økonomiske belønning af dem, der arbejder, trækker den anden vej, siger hun og uddyber:
- Mange fristes til at arbejde så meget, at de ikke lærer sproget inden for den fastsatte tid. De får gratis undervisning i de tre første år. Lærer de i den periode ikke sproget godt nok til at bestå Danskprøve 2, kan de ikke få permanent opholdstilladelse og senere statsborgerskab. Så det kan få alvorlige konsekvenser for dem.