Vi rider på en bølge

Socialrådgiveren nr. 18, 22. oktober 2008

Socialrådgiver Lotte Attrup befinder sig fortrinligt i rollen som leder efter det første halve år. Udviklingen går den rigtige vej, både med at skabe opmærksomhed om revalideringsteamets arbejde og med at få omverdenens anerkendelse af deres indsats.

Af Tina Juul Rasmussen, journalist

Stilstand huer ikke Lotte Attrup ret længe ad gangen. Hun trives bedst med handling, beslutninger og udvikling. Men lige nu er hun tvunget til at sidde stille. Ret stille faktisk. Med en sprungen achillessene og det ene ben i en ‘gladiatorstøvle’ er det begrænset, hvor meget fremdrift Lotte Attrup kan præstere de næste mange uger. Så nu er det med hendes eget udtryk ‘tantetid’ – strikketøjet er fundet frem på bestilling fra den store dreng, og veninderne kigger jævnligt forbi med opmuntrende ord og gode bøger.

- Jeg har det svært, når tingene er vendt sådan på hovedet, som de er lige nu, og jeg er sat ud af spillet, griner Lotte Attrup i telefonen og med benet oppe, men kan så passende bruge tid på at gøre status efter et halvt år som leder.

Hjemlig hygge på kontoret
Da Socialrådgiveren besøgte Lotte Attrup første gang i foråret, var hun netop tiltrådt som leder af den specialiserede revalideringsindsats i Faaborg-Midtfyn Kommune. Og stod i bogstaveligste forstand midt i et flytterod, omgivet af malerbøtter og efterladte møbler i det nedlagte kornlager, hun og kollegerne havde fået adresse i – en kilometers penge fra det lokale jobcenter, som teamet efter kommunalreformen blev en del af.

Men nu er flytterodet væk. Alt fungerer teknisk og praktisk. Lotte Attrup og hendes kolleger – et tværfagligt team på seks konsulenter – er tilmed enige om, at de faktisk sidder bedre her end på jobcentret.

- Jobcentret minder mere om Color Line – et stort skib med metaltrappe ved indgangen, lange hvide gange og kontorerne som små kahytter på rad og række. Så selv om vores hus stadig er noget gammelt lort, tror jeg, at nogle af de borgere, vi tager imod hos os, oplever det som lidt hjemligt: ‘Gud, sidder I her? ’

I det hele taget har Lotte Attrup ikke gevaldig meget at brokke sig over.

- Jeg synes faktisk, at vi rider på en bølge lige nu! Efter trekvart års eksistens (specialteamet blev gjort permanent fra januar i år, red.) kan jeg konstatere, at vi er i folks bevidsthed. Vi bliver kontaktet mere, henvisningerne er kontinuerlige, og vi får direkte tilkendegivelser om, at ‘det ved vi jo, at I kan løse’, siger Lotte Attrup, som direkte adspurgt ikke er bleg for at tage en stor del af fortjenesten på sig:

- Jeg oplever, at samarbejdspartnere henvender sig til mig, mere fordi jeg er, som jeg er, end fordi jeg er leder af teamet. Jeg viser folk respekt, uanset om det er kantinedamen, en anden leder eller en sagsbehandler, jeg har med at gøre. Jeg er ydmyg i forhold til, at de sidder i en anden sammenhæng end mig, og jeg oplever selv, at jeg hører efter, hvad de siger – plus at jeg er lidt sjov. Det er vigtigt også at kunne grine, når tingene nu engang er, som de er, siger Lotte Attrup, som også oplever, at der bliver lyttet, når hun selv taler.

– Min chef bad mig blandt andet om at deltage i et møde med beskæftigelses- og socialudvalget for at orientere om vores indsats. Her var der faktisk et par stykker, som mente, at det var vigtigt at holde fokus på revalidering og som gav udtryk for, at det lød som en god måde, vi havde valgt at løse opgaverne på. Det fortæller mig, at der bliver lyttet til mig og os.

7 er også bestået
Har du oplevet særlige udfordringer i det første halve år som leder?

- Ja! Den største var et forløb med en konsulent, vi ansatte efter jul, og som viste sig ikke at have de kompetencer, som er en forudsætning for at løse de opgaver, vi får henvist, og som vi har brug for i teamet. For mig har det været en udfordrende opgave, som jeg ikke lige havde tænkt ind i min jobfunktion som leder – eller i hvert fald ikke, at den skulle opstå så hurtigt. Perioden fra jeg gik og tænkte: “Uhh, her er noget, som ikke er godt” og indtil jeg nåede hen til: “Det er ikke godt nok, det her.” var en stor, men positiv udfordring. Det har udviklet mig fagligt, fortæller Lotte Attrup og fortsætter:

- For mig var udfordringen blandt andet at stole på min egen dømmekraft, og undervejs har jeg haft nogle rigtige gode snakke med min chef, ikke mindst om mit ambitionsniveau: Man har også bestået, når man får 7, man behøver ikke at få 13 hver gang. Det har der været meget læring i for mig – at holde den faglige fane højt, men også finde grænsen for, hvornår jeg er krakilsk og for meget. For lige præcis det høje ambitionsniveau er det, de andre værdsætter hos mig. Men for mig er det sundt at arbejde med, at mine forventninger til mig selv ikke behøver at afspejle resultaterne af det, de andre gør.

Skal tænke langsigtet
Kan du se, hvad der ligger i kortene for dig det næste halve år?

- Der er jo først og fremmest mit team. Som leder vil jeg have fokus på, at vi skal prøve noget andet! Jeg har overvejet at få noget psykiatri viklet ind i vores arbejde. Vi møder mange borgere, som har hutlet sig igennem og ikke er blevet set ordentligt på. Når de møder systemet, bliver de ofte betragtet som vrangvillige eller umotiverede, men det viser sig tit, at personens psyke eller personlighedsmæssige ressourcer er den egentlige årsag til, at de hidtidige forløb er fejlet. Og her tror jeg, at vi kunne gøre en forskel, hvis vi havde en psykiatrisk konsulent tilknyttet som – koblet med vores socialfaglige baggrund – ville give os mulighed for at støtte borgeren mere hensigtsmæssigt fra starten af et forløb, fordi vi ville have større fokus på årsagen til den enkeltes adfærd, siger Lotte Attrup.

Et andet ønske er at kunne tilbyde nogle af de borgere, teamet får henvist, et gruppeforløb, hvor de fik styrket deres motivation og selvtillid og dermed også modet til at rette blikket mod arbejdsmarkedet.

- Da jeg sad og ventede på at blive opereret i achillessenen, måtte jeg ringe til en borger og aflyse en aftale. Og jeg oplevede, at hun voksede, da hun selv tog ansvar for at ringe rundt og ændre nogle datoer hist og pist. Hun ringede tilbage til mig og sagde: “Nu skal du bare komme dig…” Det samme kunne ske i en gruppe, hvis man kunne få den energi ind, og de kunne bruge hinanden. Mange af dem kunne godt bruge nogle succesoplevelser.

For Lotte Attrups eget vedkommende er et fokuspunkt lederuddannelse.

- Jeg fik en hovsa-oplevelse, da jeg talte med min chef om det. Han sagde: “Gør dig klart, hvad du skal, hvis du ikke længere er chef for teamet.” For mig ligger det i kortene, at jeg er også leder her også om et halvt år, men han har ret i, at jeg skal tænke mere langsigtet, og at det ville være givtigt, hvis jeg fik noget lederuddannelse.

Bestået som leder
Hvad vil du give dig selv i karakter som leder efter det første halve år?

- Jamen, jeg har bestået! Fordi mit team er godt tilpas og fordi de fora, jeg indgår i i kommunen, går godt. Jeg bliver spurgt, inddraget og kan genkende mig selv i det, som bliver besluttet. Og jeg har bestået, fordi jeg mener, at vi stadig holder den faglige fane højt og sætter vores fingeraftryk på det arbejde, vi afleverer.

Hvor har du plads til forbedringer?

- Der er altid plads til forbedringer. Noget af det, jeg slås med, er at være skarp eller være hurtigere på aftrækkeren i visse sammenhænge, hvor jeg er mere tilbøjelig til at sige: “Hvad synes du selv?” Jeg tænker meget i processer, og nogle gange er det måske ikke den mest velegnede metode.